Fåborg, New York, Bremerhaven, Texas, Oslo. Læserne bliver bragt vidt omkring i ’Guitarsamleren’ - en krimi, hvor mord og rockmusik spiller hovedrollerne.
Bag debutromanen står journalisten og rockmusikeren Martin Blom Hansen, hvis tilløb til fortællingen har stået på de seneste små tre år.
»Jeg havde længe gået med en tanke om, at der manglede en fremstilling af, hvor meget guitaren har betydet og stadig betyder for vores opfattelse af musik,« fortæller den 54-årige forfatter.
»Hele fascinationen af guitaren; jeg har altid selv været grebet af den, og jeg ved, det er en fascination, som rigtig mange deler.«
Hovedingredienserne i ’Guitarsamleren’ er et mord, en stjålet og uvurderlig Fender-guitar, en kærlighedshistorie og et verdenshit.
Ikke kun for nørder
Simon Dahl er guitarist i det fynske rockband Mercury Five, der er gendannet efter mange års opløsning. Bandet står i 2007 foran et comeback, da et mord i et studie på Sydfyn sætter en stopper for planerne. Samtidig forsvinder Simon Dahls Fender Stratocaster fra 1957 - en guitar, der i sin tid blev stjålet fra selveste Buddy Hollys bandvogn, da han og hans band gjorde holdt for at spise frokost i St. Louis.
Guitaren har sin egen helt forunderlige historie. Efter den har krydset Atlanten, havner den på en amerikansk militærbase i Bremerhaven og via en dansemusiker i Galten, ender den hos hovedpersonen Simon Dahl på Sydfyn.
Romanen vil med andre ord stensikkert tiltale guitarnørder, men er samtidig en ’spændingsroman med et samtidssatirisk glimt i øjet’, som Martin Blom Hansen udtrykker det.
Selv er han opvokset i Snave og Svendborg. Faren underviste i musik, og broderen spillede bas i en trio, der jævnligt spillede op til dans.
Da Martin Blom Hansen og hans kammerater opdagede The Beatles, blev blokfløjte og klaver byttet ud med en guitar. For akkurat som Simon Dahl i romanen får en guitar i gave af sin far, fik Martin Blom Hansen som teenager én af sin.
»En Höfner,« fortæller han.
»På det tidspunkt, i 1967-68, var det jo ikke alle, der havde adgang til en musikforretning. Men der var den her kæmpestore forretning i Holstebro, der hed Alfred Kristensen - ja, den findes stadigvæk. Deres katalog var guld værd! Så kunne man sidde dér og drømme.«
»Da jeg skulle konfirmeres, var mit største ønske at få en elektrisk guitar. Det fik jeg. En Hagstrøm, der lignede en Stratocaster lidt,« smiler han.
Til Århus
Derfra begyndte Martin Blom Hansen at spille i forskellige bands i Svendborg, heriblandt hippierockbandet Palnatoke, der i 1974 såmænd blev fynsmestre i beatmusik. Sideløbende med, at han var en af byens dynamoer, når det gjaldt koncertarrangementer og etableringen af en lokal musikforening.
I 1979 skulle der ske noget nyt.
»Folk flyttede til enten København eller Århus for at læse. Jeg valgte Århus; der var fandeme knald på musikmiljøet dengang.«
Efter at have undervist i musik på Den Jyske Aftenskole, og efter at have fortsat karrieren som udøvende bluesmusiker i blandt andet Trouble Cats, besluttede han sig som 37-årig til at lade skriverierne fylde mere og søge ind på Journalisthøjskolen.
Hvor det førhen snildt kunne blive til godt 100 jobs om året, har Martin Blom Hansen i dag droslet ned på den del af karrieren. Sidste år dannede han Bloms Band - ’en lille blueskvartet’, der hovedsageligt spiller hans numre.
På skrivesiden ligger der allerede nu nye ideer og simrer i gryden.
»Det giver et kick,« siger han om at lade ordene flyde fra tasterne.
»Det giver den samme glæde som at spille musik. At få det ud over scenen.«
Martin Blom Hansen
Journalist og forfatter
Født 1955 i Ølsted på Sjælland, opvokset på Fyn
Bosat i Århus siden 1979
Musiker i et hav af sammenhænge, blandt andet Trouble Cats og Bloms Band
Gift med journalist Helle Kjærulf. Har to voksne døtre fra tidligere forhold og to børnebørn
www.guitarsamleren.dk