Torsdag 3. maj kan du se frem til en god dag i Uniparken, hvor parret Dennis Ritter og Jørgen Leth skal holde styr på eventet. De to erfarne sportskommentatorer skal dermed løfte arven fra sidste års konferenciers Huxi Bach og Karen Thisted.
Selve Kapsejladsen handler i bund og grund om, at repræsentanter fra 12 udvalgte festforeninger fra forskellige studieretninger på universitetet dyster i en ølstafet. Man skal ro over søen, bunde en øl, snurre 10 gange rundt om flasken og ro tilbage igen. Vinderne får overdraget Det Gyldne Bækken, som bevis på deres overlegenhed. De 12 festforeninger er endnu ikke udvalgt.
En stor del af underholdningen er de festlige indslag samt de forskellige holds indmarch, der i årenes løb blandt meget andet har budt på optog med levende elefanter, heste og kameler. I 2011 kunne de fremmødte også opleve et festligt nøgenløb, der var arrangeret af aOa.dk og Aarhus Studenterradio.
Kapsejladsen er en af Nordens største studenterarrangementer og tiltrækker hvert år op mod 15.000 tilskuere fra byens studieliv.
Læs mere om Kapsejlads 2012 på Facebook her.
Læs også: Hitler raser over lukning af Klubben
Læs også: Nyt slik-paradis er åbnet i Aarhus