Det seneste år er godsbane-bygningerne blevet ombygget og renoveret for 125 millioner kroner, hvoraf Realdania Fonden betaler lige knap halvdelen. Vurderingen lyder, at kulturcentret på en almindelig dag vil rumme 5-600 kreative brugere, mens man på dage med virkelig ryk-ind kan nå op på et par tusinde brugere og publikummer.
Alle brikker i indretnings-puslespillet er endnu ikke faldet på plads, men det ligger på nuværende tidspunkt fast, at centret skal huse blandt andre to teaterscener, Teater Katapult, Filmværkstedet, Huset, Litteraturens Hus, Radar (afløseren for Musikcaféen), værksteder for billedkunstnere, kulturforvaltningen og et antal gæsteboliger til brug for udenlandske kunstnere.
Godsbanen bliver det tredje og foreløbig sidste center i en kommunal kulturstrategi, der tidligere har udmøntet sig i Filmbyen og Promus, center for den rytmiske musik.