Præciser din søgning i menuen
Føj til favoritter Del Send
Byliv | 05/05/10

Nyt tilbud i Århus - se din by fra oven

  • Udsigten er fantastisk fra den lille helikopter. Trods afstanden er det nemt at udpege og genkende huse og veje i Århus. Foto: Axel Schütt Foto: Foto: Axel SchüttUdsigten er fantastisk fra den lille helikopter. Trods afstanden er det nemt at udpege og genkende huse og veje i Århus. Foto: Axel Schütt Foto: Foto: Axel Schütt
Helikopterrundfart over Århus - en sjov og forrygende oplevelse, hvis ellers man har en plovmand, der brænder i lommen

Det er lidt svært at finde. For der er hverken butik eller skilt, men blot en stenmark med spredte græstotter på Østhavnsvej. Til gengæld kommer han til tiden, helikopterpiloten, så vi ved, vi venter det rigtige sted.

Pilot Mikkel Pedersen stiller den lille fire personers sølvfarvede Robinson 44-helikopter med to rotorblade elegant i græsset langs molen ud til den store containerhavn.

Den 35-årige pilot er fra Trøjborg, viser det sig, og så den første tillid jo hurtigt etableret. Mikkel Pedersen er bidt af en helikopter. Og han lever nu din drøm ud efter at have læst musik og matematik på universitetet.

»Jeg og min kæreste var så heldige at have købt en billig lejlighed, som vi solgte, da prisene var i top. Dermed fik jeg råd til at tage til USA og uddanne mig til helikopterpilot. Senere har jeg taget instrumentbevis i Billund, og lever nu af at være pilot.«

Han starter motoren og rotorbladende begynder at dreje rundt, hurtigere og hurtigere. Da motoren er varm letter vi blødt fra molen og stiger hurtigt i højde.

»Vi skal flyve i 1000 fods højde ifølge luftfartmyndighederne, men vi vælger at flyve i 1500 fods højde for ikke at genere byen med støj.«

Læs også:  Se din by for oven

Et smukt, hurtigt syn

Vi slår et blødt sving rundt om den store havn, inden turen går ind over Den Permanente, Riis Skov og ud mod Skejby Sygehus. Selv om det nedefra virker lidt diset er der en fantastisk udsigt over byen heroppe. Det slår mig, hvordan Århus er en et-plans by, der bare strækker sig i alle retninger med kun få høj­huse. Selv det store universitet med internationale ambitioner synes lille mellem alle de firkantede villahaver og beboelsesejendomme.

Fra de 500 meters højde, vi flyver i, kan man snildt udpege sin egen bolig og se hvordan andre har indrettet deres haver. Der er dog ikke tid til at dvæle ved detaljerne alt for længe, for selv om man ikke mærker det flyver vi med 200 kilometer i timen.

Udsigten er imponerende fra de store ruder. Og efter at have rundet kanten af Brabrand sø flyver vi ind over Højbjerg og kan vinke ned til Marselisborg Slot og Cirkus Nemo på plænen nedenfor. Ja, se, der er telte i Blommehavens Camping og derude ligger Samsø og Tunø.

Piloten sætter kurs mod molen igen. Vores 12-15 minutters rundtur er gået. Alt for hurtigt, men en stor oplevelse værd.

»Min drøm er at komme til at flyve lægehelikopter engang. Men indtil da er det her superfedt. For jeg får jo også en oplevelse hver gang folk vil op og flyve,« siger Mikkel Pedersen.

Læs også: Her kan du nyde forårssolen


FAKTA - Ture mod bestilling:


- Firmaet Danish Fly opererer i København, men har nu valgt at udvide til Århus. De flyver ture på bestilling eller standardture på 12-15 minutter over Århus.
- Firmaet tilbyder særligt billige ture på lørdage til 525 kr. per person.
- På andre dage koster det 100 kr. i minuttet, dog min. 2250 kr. for en fyldt helikopter med plads til tre gæster. Der flyves i tidsrummet fra solopgang til 29 minutter efter solnedgang.Man skal reservere plads på forhånd, hvilket kan gøres på tlf. 51234444 

Følg aOa.dk på Facebook

Comments

Skriv en kommentar

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.