Under overskriften bæredygtige havnesejladser tilbyder firmaet solbaaden.dk sejlture til alle interesserede i weekenden 17.-19. august.
Turene foregår i såkaldte solbåde og afgår fra Aarhus Lystbådehavn, nærmere bestemt flydebroerne ved Aarhus Sejlklub, lige ved siden af den gamle
molehoved. Båden sejler ud langs med havnefronten, så man fra søsiden kan se den nye bydel, der vokser frem på Nordhavnen. Turen varer 25 minutter.
Solbådene blev første gang præsenteret Danmark i 2010, og siden har rigtig mange mennesker haft den særlige oplevelse, det er at glide gennem vandet, helt komfortabelt - uden støj og forurening.
Bådene drives frem af en elmotor, som får sin energi fra bådens batterier. Disse lades op af solpaneler ombord på båden. Derved bliver det klimavenligt og forureningsfrit at sejle i bådene.
Sejladserne i Aarhus foregår med en SunCat 21, en udflugtsbåd til otte personer. Båden kan - afhængig af vejret – være åben eller lukket med en gennemsigtig kaleche.
Sejladserne støttes af puljen Rethink 2017.
Sejladser, Aarhus Lystbådehavn, fredag 17. august kl. 16-18, lørdag 18. august kl. 11-18 og søndag 19. august kl. 11-15, gratis.
Læs også: Tag til Jazz Jam på Ambassaden
Læs også: Filmanmeldelse: Total Recall