Præciser din søgning i menuen
Føj til favoritter Del Send
Byliv | 12/05/09

Pakket aften i Paradis

  • succes. Der var rift om billetterne, da Øst For Paradis fejrede 30 års jubilæum. Foto: Ikke oplystsucces. Der var rift om billetterne, da Øst For Paradis fejrede 30 års jubilæum.
Folk strømmede til, da Øst For Paradis tirsdag aften fejrede sine første 30 år med erotisk høredrama, stumfilm og levende musik.
Det unge par har travlt. De falder nærmest op ad trapperne, mens de fniser og fumler med nøglerne. Døren smækkes.

Kyssene bliver vådere og åndedrættet temmelig tungt.

’Har du noget?’
’Hvorfor skal vi bruge noget?’

’Jeg vil rigtig gerne, men ikke uden. Ikke uden Lego’.

Den pakkede Sal C i Øst For Paradis er flade af grin. Det erotiske høredrama ’Å-Å-Å’ bølger ud af højttalerne, mens folk med sovemasker for øjnene klukker og vrider sig af fryd.

Overrumplet direktør

Tirsdag aften fejrede biografen i Paradisgade sine første 30 år med ’A Night in Paradise’ - et alsidigt og ganske gratis gratis program. Udover det saftige høredrama var der blandt andet stumfilm, dokumentarfilm og levende musik på menuen.

Gården foran biografen er pakket allerede en halv time, før det egentlige program går i luften. Store grupepr af fortrinsvis unge mennesker hænger ved den udendørs kaffebar, der også tilbyder kolde, udenlandske øl.

En rød løber fører op til trappen, hvor direktør Line Daugbjerg Christensen står med en rulle lyserøde billetter. Udelukkende for at registrere, hvor mange, der bliver lukket ind.

»Der er 250 inde nu, og vi begynder først om 11 minutter«, konstaterer hun lettere overrumplet.

»Vi var da nervøse for, om der ville dukke nogle op. Det er tirsdag aften, det er kultur, men se nu bare«, siger hun og nikker ud mod gården.

Folk myldrer mod indgangen og rækker hænderne frem for at få fat i de eftertragtede adgangstegn.

»Jeg ser det som en anerkendelse af Øst For Paradis. Ikke bare som biograf, men som kulturinstitution«, lyder det fra direktøren, før hun må smutte ind til Sal A for at sætte gang i stumfilmen ’Häxen’.

»Jeg er sgu bange for, at vi må afvise folk«, siger hun til sin afløser.

Tryk på atmosfæren

Det erotiske høredrama fortsætter med et par, der midt i opvasken og P3 i baggrunden minutiøst aftaler, hvor de skal dyrke sex.

Der er også trængsel i Sal A. Folk sidder i gangen langs siden og labber den levende musik til sig - to guitarister, en fyr på laptop og en sangerinde på hug i mørket - altimens stumfilmen flimrer.

I Sal D er der for alvor flimmer. Af den gode slags.
Nærmere bestemt i form af et møde mellem digteren Morten Søndergaard og electronica-musikeren Jakob Schweppenhäusers buldrende videoinstallation.

Og direktøren fik ret. For udenfor er køen lang - rigtig lang.

Heldigvis for de mange fremmødte fortsatte festen til op mod midnat med koncerter ved både Pernille Gunvad og Ella Stich samt fremvisning af klassikeren ’Nosferatu’ fra 1922.

Comments

Skriv en kommentar

Kun navn bliver vist i forbindelse med kommentaren.
Dog skal alle felter med * (stjerne) udfyldes.
 
aOa.dk · Banegårdspladsen 11 · 8000 Aarhus C · +45 8740 1010
© Copyright 2012, Berlingske Media