Løsningen må være flere liedkoncerter. Jeg mener: Hvordan får man et århusiansk publikum til at undertrykke kæmpenys på følsomme steder og undlade at blade videre i teksthæftet, så det rasler i salen - endnu mens pianisten med sit efterspil samler og fuldender en lieds hele fortælling? Flere liedkoncerter! Og er de på niveau med Bo Skovhus’ lørdag aften i Symfonisk Sal, da så mange som muligt – den var strålende.

Bo Skovhus og hans akkompagnetør Helmuth Deutsch hører til i den europæiske elite, når vi taler liedkunst, og kan skrive sig ind i en denne tysksprogede genres tolkningshistorie i selskab med Fischer-Diskau, Moore og andre prominente sangere og pianister. For at komme i den division skal man beherske enhver detalje, sprogligt og musikalsk, og dertil give den relativt kortvarige kleinkunst en tolkningsmæssigt vedkommenhed, som teksten ikke kan bære alene.

I mange af Schumanns lieder er dette krav ganske tydeligt, bl.a. fordi komponistens lyriske dømmekraft nu og da var lidt vaklende. Bo Skovhus og Helmuth Deutsch gav en hel aften med Schumann-lieder, og den var vedkommende fra først til sidst.

Både overfladisk og dybdegående

Med sit store klangregister og udsøgte tekstbehandling arbejdede Skovhus i ”Zwölf Gedichte” både på overfladen og i dybden af teksterne, hvis triste understrøm ikke var til at tage fejl af. Mellem tre af sangene opstod således næsten en mini-cyklus: ”Stille Liebe” – ”Frage” – ”Stille Tränen”, hvor sangeren demonstrerede sin særlige evne til at skabe sammenhæng og etablere en stærk opmærksomhedsintensitet som en bue over sangene.

Efter pausen viste valget af sange såmænd også den mere voldsomme, nu og da næsten skramlende side af Schumann: Sange til heltes pris har det på den måde. Men andre sange fik fat, ofte igen med denne understrøm af hjerte, smerte, ensomhed og forgængelighed, dog også isprængt ørehængerkvaliteter som i ”Sängers Trost” og hyldest til minnesang og sangerkærlighed i ”Provenzialisches Lied”. Med Goethe som tekstforfatter til koncertens fire sidste numre var niveauet på plads, og slutnummeret ”Ballade des Harfners” sendte qua den strålende udførelse publikum ind i tekstens univers af ædle herrer og skønne damer – også de publikum til en strålende sanger.

Carl Nielsens ”Sænk kun dit hoved, du blomst” var sidste ekstranummer af tre. Det er en fantastisk smuk sang, og Bo Skovhus og Helmuth Deutsch kronede med deres følte tolkning af den en liedkoncert af den type, der gerne må komme flere af.

Robert Schumann: “Zwölf Gedichte” (Justinus Kerner), “Drei Gesänge” (Lord Byron). Udvalgte lieder (forskellige tekstforfattere), 4 lieder (Goethe). Bo Skovhus, baryton & Helmuth Deutsch, klaver. Musikhuset, Symfonisk Sal, lørdag aften.