Præciser din søgning i menuen
Føj til favoritter Del Send
Byliv | 17/01/10

Trykpressens død er stærkt overdrevet

  • Foto: Ikke oplyst
400 års trykkekunst fra klassisk grafiske trykteknik til digital verden går hånd i hånd på Højbjerg Fotografiske Værksted.

Hvis nogle tror, at computerne helt og aldeles har fået overtaget inden for billedkunsten, tager de grueligt fejl.

Det levende eksempel på, at 400-500 års grafisk tradition lever, kan opleves på Højbjerg Fotografiske Værksted, som holder til i en lille kunstnerisk enklave overfor Højbjerg Bibliotek. Her har 12 kunstnere til billig kommunal husleje deres atelier eller værksted, mens Teatersalen Det Blå Hus under sin pyramideform giver liv til scenekunsten.

Grafikeren Inger Lise Rasmussen huserer som kunstfaglig leder blandt de mest moderne Mac computere, der i det effektive og ryddelige værksted står til rådighed sammen med blandt andet en kobbertrykspresse og et stort mørkekammer, hvor der kan kræses om det gamle analoge fotografi.

»I Danmark er folk desværre de rene ignoranter overfor de gamle, grafiske udtryksmuligheder. Mange tror, de er afgået ved døden. Men de gamle teknikker lever i bedste velgående. Vi taler ikke om gammeldags metoder. Tværtimod. Vi taler om anderledes og spændende muligheder, hvor kunstnere for eksempel bruger de nyeste tre-dimensionelle printere og scannere i skøn forening med teknikker som kobberstik,« siger Inger Lise Rasmussen.

Hun underviser og holder workshops for professionelle billedkunstnere, fotografer, grafikere og for den sags skyld arkitekter - kort sagt; folk med en visuel baggrund.

Inger Lise Rasmussen er kendt for sin mange-årige erfaring med netop at spille på hele repertoiret med de grafiske trykketeknikker i kombination med fotografiens potentiale, hvilket lige nu kan opleves på Århus Bygning. Her udstiller hun frem til 24. januar med den roste »Brilliant City«, der tager publikum en tur med til Kinas rumlende samfund og voksende byer.

Dybtryk med dybde

De fleste fotografier er udført analogt som »fotogravurer«. Det er en teknik, som Inger Lise Rasmussen mestrer bedre end nogen i Danmark, hvor fotografierne trykkes som originale dybtryk. Det tilføjer billederne en grafisk æstetik med dybde til deres aktualitet.

»Jeg fotograferer, men jeg er ikke fotograf.«

»Mange billedkunstnere kommer her. Det kan være, de har en for lille computer til at behandle det digitale foto. Billedkunstnere har altid brugt fotograferet. Også en mand som Edvard Munch. Det har ikke været så anset og fint, men det er en mekanisk metode, en hukommelse,« siger Inger Lise Rasmussen.

Den berejste grafiker

Hun er yderst berejst og henter især inspiration på Balkan. Hun er uddannet fra akademiet i Beograd, og efter borgerkrigen i det tidligere Jugoslavien er kontakten til de gamle studiekammerater genoptaget. Derfor har Højbjerg Fotografiske Værksted en tæt kontakt til netop Balkan.

»Grafikere verden over har et tæt netværk. Hvert andet år mødes vi 400 af slagsen et sted i verden til Impact-konference. Jo, vi lever i bedste vel­gående.«

FAKTA

- Højbjerg Fotografiske værksted rummer et 150 kvadratmeter stort mørkekammer, trykkerum til kobbertrykpresse og ny teknologi som en G4 Mac computer med professionel scanner.

-Højbjerg Fotografiske Værksted henvender sig til professionelle billedkunstnere, fotografer, grafikere og andre udøvere indenfor æstetiske fag.

- Inger Lise Rasmussen, der lige nu er aktuel i Århus Kunstbygning med Brilliant City-udstillingen, er kunstfaglig leder for værkstedet, der siden 2000 har fungeret under Århus Kommunes kulturelle økonomiske vinger.

- Aktiviteter:
Kursus i fotogravure, 29.-31. januar,
Mini Meeting Place med fotograf Finn Thrane, kurator og eks-leder af Museet for Fotokunst, 8.-9. februar.
Installationskunstner Steffen Trast om at gå fra grafiker til tredimensionale objekter, 25. februar.

Se mere på www.aarhuskommune.dk/hfv

Læs også: Museumstrip ind i unges verden

Læs også: Interiør på Galleri Image

Læs også:
Kunst for alle i Ridehuset

Læs også:
Andersson i bronze

 

 

Følg aOa.dk på Facebook

Comments

Skriv en kommentar

Kun navn bliver vist i forbindelse med kommentaren.
Dog skal alle felter med * (stjerne) udfyldes.