Præciser din søgning i menuen
Anmeldelse
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
Føj til favoritter Del Send
Film | 12/04/12

Filmanmeldelse: Battleship

Oprettet af Jacob Wendt Jensen, jwj@berlingske.dk
  • »Battleship« fascinerer med sin computeranimation, men desværre kammer den lange film i længden over med sine mange overflyv­nings­billeder af store skibe tilsat rockmusik. Foto: UIP Foto: Ikke oplyst»Battleship« fascinerer med sin computeranimation, men desværre kammer den lange film i længden over med sine mange overflyv­nings­billeder af store skibe tilsat rockmusik. Foto: UIP
Anmeldelse
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
Sommerens blockbuster­sæson bliver skudt flot, men lige lovlig patriotisk, i gang af »Battleship«, der byder på computer­animerede kampe mellem gigantiske robotter og bittesmå mennesker.

Da heltene i »Battleship« trækker det gamle krigsskib fra Anden Verdenskrig, »USS Missouri« af stalden og bruger det som sidste mulighed i kampen mod overmagten fra det ydre rum, ved man ikke, om man skal grine eller græde.

Til tonerne af AC/DC’s snigende luftguitarvinder »Thunder« får heltene hjælp af en flok krigsveteraner. Øjeblikket i filmen er på en teenagedrenget facon meget sejt, men set med voksenbriller uhelbredeligt »for meget« og »cheesy«, som de siger i USA.

Sådan er det i det hele taget ofte med »Battleship«, der på mange måder leverer varen, hvis man er interesseret i at se teknisk isenkram flyve gennem luften og blive smadret i tusind stykker, men som samtidig hele tiden er i fare for at blive irriterende, fordi der mangler selvironi, og fordi det patriotiske kort spilles så rent.

»Battleship« er sikkert god at få selvtillid af for unge amerikanere, der ser, at deres eget land er i krise. De vajende flag og al militærgejlet må vi så på den her side af Atlanterhavet tage med, hvis vi vil se amerikansk film spille med underholdningsmusklerne, når der er ofret mange penge på det.

Taylor Kitsch spiller Hopper. Han er en intelligent fyr i marinekorpset, der har det med at ødelægge tingene for sig selv, og det er ikke smart, hvis man vil spørge om Admiral Shanes datters hånd. Før han kan få det gjort ordentligt, må han lige spille en hovedrolle i kampen mod et uforklarligt angreb fra det ydre rum af menneskelignende væsner med voldsomt isenkram og farlige snurretoppe i megastørrelse, der kan rive selv et krigsskib over på midten.

De små menneskesoldater må langsomt finde sprækkerne i de stærke aliens facade.

Replikkerne, der flyver mellem heltene, er mere kække end sjove som i for eksempel »Independence Day«, men computeranimationen er i top. Designet er simpelthen sammenhængende midt i al sin urealistiske hurlumhej, og derfor kan »Battleship« fascinere alene på den konto.

Grundhistorien er genbrug fra »War of the Worlds« tilsat robotdesign fra »Robocop«, mens de store krigsskibes velkomne come-back får filmen til at minde én om »Pearl Harbor«.

Respekt for den veldrejede gnistrende regnbue af drenge­røvsunderholdning, men desværre kammer den lange film i længden over med sine mange overflyv­nings­billeder af de store skibe tilsat rockmusik. Man fornemmer samarbejdet med militæret på den gode måde i filmen i forhold til underholdningsværdien og fremvisningen af udstyr, men derfor havde man ikke ligefrem behøvet at lade konsulenterne med sildesalaten på brystet og vinger på skuldrene få indflydelse på manuskriptet.

»Battleship« Instruktion: Peter Berg, Medvirkende: Taylor Kitsch, Alexander Skarsgård, Liam Neeson, Rihanna. Premiere i Cinemaxx og BioCity.

Læs også: Filmanmeldelse: 'American Pie: Reunion'

Læs også: Filmanmeldelse: Ned i afgrunden 

Følg aOa.dk på Facebook