Så er der godt nyt til alle filmelskere. Tirsdag 28. august kan du opleve en historisk film og få historien om dens mystiske skæbne, når Øst for Paradis præsenterer filmen Mamba fra 1929.
Filmen er var den første spillefilm i technicolor og med tale. Den fik skelsættende betydning for fremtidens film, men forsvandt sporløst i 1930 og dukkede først op 80 år senere.
Inden filmen vil den australske filmhistoriker Paul Brennan, manden der fandt den forsvundne filmrulle i 2009, holde et oplæg om Hollywood i 1920’erne og om sit spektakulære filmfund i et skur i Australien i 2009.
Mamba var en ambitiøs og innovativ produktion, hvor der blev sat nye standarder for tidens filmkunst. De nye teknikker indrammer et spændende actiondrama, som finder sted i junglen i Tysk Østafrika i 1913.
Den tyranniske og velhavende August Bolte (danske Jean Hersholt) tvinger Grev von Linden ud i økonomisk krise, som han kun kan redde sig ud af, hvis han lader Bolte gifte sig med hans smukke datter Helen (Eleanor Boardmann).
Helen gør, hvad hun må for at redde sin far fra konkurs, men forelsker sig imidlertid i den charmerende Karl von Reiden (Ralph Forbes).
Oplæg og filmen Mamba, Øst for Paradis, tirsdag 28. august kl. 19.30.
Læs også: Så er der opera i biffen
Læs også: Bliv statist med Iben Hjejle