Det blæser indendørs for tiden. På Teater Refleksion fabulerer teatret Madam Bach over vinden som fænomen. Og de gør det på en sådan måde, at de målgruppen, 3-6-årige føler sig hjemme i det sanselige og forundringsfyldte univers, som Pernille Bach og Christian Schrøder skaber, samtidig med at de får en fantasistimulerende teateroplevelse.

Forestillingen begynder med, at Bach og Schrøder med nogle lange tynde rør eller snore laver lyde af blæst, og med at Bach med et stort smil fortæller børnene, at hun elsker blæst, fordi der var blæsevejr den dag hun blev født.

Vasketøjsbrise og bladblæst

Med blæselyden, smilet og fødselsdagsreplikken har forestillingen åbnet op for et univers, der med fine små rim fortæller om og undrer sig over, hvad vind er. »Vinden kan man jo ikke se?« som Bach siger for dernæst at komme med bud på svar: »Når træerne svajer, er det vinden, der leger«, »Når bladene gynger, er det vinden, der synger«, »Når bølgerne bruser, er det vinden, der suser.«

Bach har en fin drømmefyldt kontakt til børnene. Og Schrøder supplerer hende som en mere jordnær figur, der træder medfortællende til og også spiller musik på blandt andet en lille harmonika.Remserne og rimene står klogt nok ikke alene. Hele rummet er designet til, at der skal opstå blæsevejr og forskellige typer af vind i det. Alt fra svag brise til ’stærk’ storm.

I baggrunden hænger stof og tynde strimlede plastlignende materialer, som bringes til at blafre. Et lille træ i midten er dekoreret med ting, som bevæger sig, når de bliver blæst og pustet til. En vasketøjssnor bliver spændt ud, og dens tynde klæder danner lærred for små briser og for et lille skyggespil. Når henkogningsglas åbnes, strømmer der lyde af havblæst og vindsus op.

Cykelvind

Nogle gange fortæller de to spillere om vind, samtidig med at de skaber blæst i rummet. Andre gange står enten en lille fortælling om blæst eller en lille vind-skabelse alene.

Schrøder fortæller, om dengang hans fætters hus blæste i vejret, så alt landede forkerte steder bagefter. Stuen landede f.eks. i gangen og badekarret midt i stuen. Vi får også en historie om en onkel, der blæser helt ned til Kina, så han måtte tage toget hjem: »Det tog tre måneder«.

Med en pind, som Bach holder vandret som et cykelstyr, leverer hun med replikken: »Jeg elsker, når vinden blafrer i min kjole, når jeg cykler« en sød lille cykelfortælling. Efter at hun har taget en lille rundtur på scenemanegen, stopper hun op, og så bliver den lille pind til en vej, hvorpå hun anbringer en lillebitte rød cykel. En cykel, der elsker at cykle ned ad bakke og kæmper med at cykle op ad bakke.

Let som en leg bliver det selvfølgelig, når der er medvind. Og utroligt svært, når der er strid modvind. Det vises fikst ved, at den lille pind vippes, og ved at to små træer, der er for enden af pinden, bøjes til siderne, så man kan se mod- og medvinden for sig.

Sæbebobler i vindstille vejr, små balloner med figurer for enden af snoren og vind, der hvirvler blade og andet rundt, byder »blÆst« også på.

»Når det blæser holder vinden fest. Alting skifter plads, når vinden byder op til fest,« siger Bach og Schrøder henimod slutningen, som kommer lidt brat. Men det er småting i en forestilling, som både livfyldt og nænsomt iscenesat taler fint sammen med årstiden og med målgruppens lyst til at sanse og sætte spørgsmålstegn ved tingene.

Af Madam Bach. Instruktør: Lisa Becker. Scenograf: Luise Midtgaard. Tonekunstner: Jens Toyberg-Frandzen. Medvirkende: Pernille Bach og Christian Schrøder. Aldersgruppe: 3–6 år. Premiere på Teater Refleksion 28.10. Spiller også her 29.10 og 30.10 kl. 9.30.