Præciser din søgning i menuen
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
Føj til favoritter Del Send
Musik | 15/07/12

Anmeldelse: Åbningskoncert

Oprettet af Andreo Michaelo Mielczarek, red@stiften.dk
  • Jonas Andreasens Big Ass Jazz Bash 	åbnede jazzfestivalen. Det viste sig at være et fint valg. Foto: Axel SchüttJonas Andreasens Big Ass Jazz Bash åbnede jazzfestivalen. Det viste sig at være et fint valg. Foto: Axel Schütt
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
I et nyt jazztelt midt i byen udførte de lokale musikere et habilt stykke arbejde.


Af Andreo Michaelo Mielczarek


Hvor mange gange har man ikke stået på Bispetorvet og tænkt, at denne vindblæste og sært tomme plads savnede et eller andet.

Vel har der med jævne mellemrum været arrangementer af forskellig karakter. Og ja, der har lydt musik på denne centrale plads i byen før. Men det er første gang, at et ægte jazz-telt er blevet slået op. Og herfra - under navnet Bispejazz - satser Aarhus Jazzfestival på at levere levende musik til byen.

Musik bliver der masser af. Faktisk rummer jazzugen flere navne end nogensinde. Tre - af de op mod 250 - koncerter fandt sted allerede fredag. Men selve åbningskoncerten foregik altså på Bispetorvet, hvor man havde inviteret Jonas Andreasens Big Ass Jazz Bash.

Orkestrets fem medlemmer har alle en tilknytning til byens musikkonservatorium. De unge jazzfolk, der sværger til hardbop-stilen, spiller i konstellationen sax, trompet, klaver, bas og trommer. Med denne klassiske besætning dyrker de jazzens allerstørste koryfæer som Miles Davis, Sonny Rollins og Canonball Adderly. Og efter lidt opvarmningstid blev det hedt. Udover bandleder Jonas på saxofon leverede trommeslager Daniel Sommer rigtig fine præstationer. Det skete især i den lille kavalkade med numre af Joe Henderson. Klassikeren »Inner Urge« rummede en elegant bassolo (Frederik S. Lomborg) og sejt swingende klaver (Simon Eskildsen).

Og den up-tempo »Short Story« fungerede med en energisk saxofon-solo og overlegent trommespil, især som afslutning på nummeret. Undervejs var der præcise unisone forløb mellem saxofon og trompet (Jakob Sørensen).

Rette band på rette sted

Samlet set var det herligt at opleve, hvordan de talentfulde unge musikere formåede at aktivere pladsen ved domkirken. Med en energi, som holdt sig i en jævn kurve under den halvanden time, koncerten varede, spredte musikerne deres hurtigt løbende toner blandet op med enkelte ballader foran et begejstret publikum, deriblandt flere turister. Og de mange folk, hvis regnfrakker hang til tørre på stolene ved langbordene, kunne bestemt ikke være enige med afgående festivalleder Jens Klüvers spøgefulde bemærkning om, at de da alene havde fundet vej til jazzteltet for at søge ly for regnen.

Spændende bliver det at opleve Bispejazz-teltets potentiale i resten af jazzugen. Foreløbig må vi konstatere, at Jonas Andreasen og Co var de rette musikere på rette sted.

Ros til festivalledelsen for at satse på nogle af de mange unge talenter fra byens jazzmiljø. Helt som bandnavnet antyder, leverede de toner fra den mere hårdtslående del af jazzen. En sådan solid musik må være på sin plads i en periode med særdeles ustadigt vejr.

Mens regnen fortsatte blev vi mere og mere overbeviste: Jonas Andreasens Big Ass Jazz Bash spillede musik, som egnede sig glimrende til at indvie såvel den nye overdækkede jazzscene og til at sparke den 24. udgave af Aarhus Jazz Festival i gang.

Jonas Andreasens Big Ass Jazz Bash

####¤¤

Aarhus Jazzfestivals åbningskoncert på Bispetorvet lørdag eftermiddag

Følg aOa.dk på Facebook

Comments

Skriv en kommentar

Kun navn bliver vist i forbindelse med kommentaren.
Dog skal alle felter med * (stjerne) udfyldes.