Egentlig sang Tina Dickow det bedst selv, da hun sluttede den rørende ’Goldhawk Road’ af med linjen:

»Babe, I’ve changed.«

For ja, der er sket en hel del for den 35-årige sangerinde, siden hun sidst gav koncert i byen til Northside Festival 2011. Ikke alene er hun flyttet til Island, hvor hun bor med kæresten, musikeren Helgi Jónsson, og oplever en nyfunden ro i tilværelsen som nybagt mor. Også musikalsk er hun forandret, nærmest genfødt, og på sit aktuelle album ’Where Do You Go To Disappear?’ rammer hun et mere sammensat, koldt og elektronisk udtryk.

Så kan det godt være, at pladen har fået en ujævn modtagelse af anmelderne. I mine øjne er det kunstnerisk set Dickows mest interessante udgivelse siden ’Notes’ fra 2003, og denne forandring manifesterede sig i salen, fra det øjeblik hun trådte ind på scenen i Scandinavian Congress Center. I et isblåt lys og på en dyb, dunkende bas lagde hun ud med den effektfulde førstesingle ’Moon To Let’ – en sang, der er selve lyden af at fryse, og som paralyserede salen med et isnende stød, inden en anden ny perle, den mere forsonlige og fængende ’True North’, og hittet ’Sacre Coeur’ fra 2007 fik varmen tilbage.

Intim i store rammer

Det var ellers med en vis ængstelse, jeg ankom til SCC til den første af to udsolgte aftener. Live har Dickow altid været et udtryksfuldt, charmerende bekendtskab, men de største øjeblikke har for mig været de mindre koncerter i intime rammer. Her får hendes inderlighed plads, og den dimension har en tendens til at gå tabt og drukne i snak i SCC’s store sal.

Men ikke denne aften.

Arrangørerne havde øjensynligt rykket scenen frem for at gøre rummet mindre, og baren var flyttet ud i foyeren. Det skabte en intimitet og et nærvær, jeg ikke før har oplevet i denne sal, slet ikke en fredag aften, hvor Dickow flere gange selv hengav sig og lod publikum synge eller ligefrem hviske sine vers.

Det var med andre ord svært ikke at lade sig drage af de skiftende lydtapeter, som fik flere farver og mere varme i løbet af den næsten to timer lange koncert. En aften, der også bød på akustiske soloindslag, duetter med kæresten Helgi Jónsson og stormombruste udladninger – og kulminerede med en symbiotisk medley af hittet ’Count To Ten’ og ’Where Do You Go To Disappear?’

Gav sangene nyt liv

Ikke alt sad dog i skabet. Der var stadig en stivhed over flere af de nye numre, og lydkulissen og vokalen lød af og til flosset i kanterne. Men som helhed var det forførende og forfriskende, særligt fordi Dickow udforskede sine gamle numre. Hun tog dem ganske enkelt nye steder hen og gav sit legesyge band lov til at rokke ved kompositionerne. I særdeleshed Dennis Ahlgren, der vred små mirakler ud af sine guitarer, og Helgi Jónsson på klaver og trækbasun, gav hits som ’Nobody’s Man’ og ’On The Run’ en kant og en uforudsigelighed, som var befriende og overrumplende imellem de mange sårbare momenter.

»Skræmmer det jer, at I er kommet til intimkoncert i Scandinavian?« spurgte Dickow på et tidspunkt.

Ja, det skræmte på forhånd – men det viste sig aldeles ubegrundet, hvilket i sig selv er en præstation.