Indtil videre er Carl Nielsens Maskarade vor nationalopera (en nyere om Livlægens besøg kandiderer, men er ikke så umiddelbart munter), en musiksat komedie af Holberg. Kan den holde, og hvad kan den holde til?

Svaret er, at den både holder og bestemt holder til lidt af hvert – hvilket sidstnævnte d’herrer Næslund og Dueholm på munter vis demonstrerer i deres respektløse og meget musikalske af- og ommontering af klenodiet.

Orkestret er reduceret til et flygel, og lad det være sagt med det samme, at kapelmester Hansen trakterer instrumentet på overbevisende facon, ja faktisk giver et trænet Maskarade-publikum lejlighed til at høre et væld af Nielsens ideer i sin overbevisende udførelse af klaverudtoget. Eller måske: klaverudkoget – for nu at slå den også til tider lidt platte vinkel an (hvad bliver klaverudtog af Carmen til, hvis man bakker lidt snagvendt på det?).

Nå, foruden de kendte og folkekære figurer i Holberg-Nielsens original – alle spillet af d’herrer – møder vi undervejs også andre personer og begivenheder i musikken. Jens Vejmand er der naturligvis, men også Mit navn er Carl Nielsen, Marseillaisen, Havenisserne eller Team Hard On, Eviva Espana og mange flere. Og løjerne er velplacerede, latterfremkaldende og påhalenfaldende.

Der er et par gode grunde til, at forestillingen – trods plat og slap line – lykkes og morer. Dels er begge d’herrer meget musikalske og dygtige sangere, dels har de nogle klare og modige komiker-evner. Morsomt, da Jakob Næslund som kvindefremstiller – det er han i øvrigt fremragende til – nedlægger hvervet i protest mod at blive kaldt balsambøsse. Som alle ved, betød det udtryk noget ganske andet på Holbergs tid end i dag, hvor forestillingen jo afspilles. Modigt, som da Hans Dueholm – den mere runde af de to - modstræbende må gå med til at danse hanedans i stramtsiddende trikot. Den pas de deux er gribende.

Scenografien er et opdeleligt maskerade-ansigt, hvis dele kan skilles ad, drejes og vendes og dermed skitsere sceneændring eller skabe skjul til en del af de i sagens natur utallige omklædninger. Alle kvindefigurer er levende tilstede på scenen, bortset fra Leonora, Leander Næslunds elskede. Hun er en indtagende dukke, som han i falset og tenor duetterer med på det ømmeste. Ømt og på slap line slutter da den ganske maskerade med kehraus’en, nødvendigvis og forbløffende vellykket for to balsambøsse-mandsstemmer: Her danser du, her danser jeg, her danser en og alle – i livets basseralle. Det må der være et stort publikum til.
 
'Maskarade – freden er forbi', usædvanlig frit efter Carl Nielsen og Ludvig Holberg. Figaros: Jakob Næslund og Hans Dueholm. Allan Dahl Hansen: OneBigMan Symphony Orchestra. Musikhuset, Lille Sal, fredag aften.

Læs også: Programmet for Vinterjazz 2012 er offentliggjort

Læs også:Anmeldelse: Giancarlo Andretta fortolker Carl Nielsen