Af Ole Straarup

Aarhus huser for tiden to festivaler, en med jazz og en med klassisk musik –Aarhus Sommerfestival. Sidstnævnte blev søndag åbnet på næsten klassisk vis af Trio con Brio Copenhagen. Sommerfestivalens byder igen i år på et meget spændende program, og frem til 5. august er der endnu fem koncerter, som alle varmt kan anbefales (program kan ses på Ellevang Kirkes hjemmeside).

I disse uger, ja måneder frem, hyldes komponisten Per Nørgård i anledning af hans 80 års fødselsdag. Søndag aften var det med værket Spell i udgaven for klavertrio, der på forundelig vis blev et næsten naturligt bindeled til de øvrige værker af Brahms og Shostakovich. Spell er fra 1973 og fra en tid, hvor Nørgård intenst arbejdede med de såkaldte uendelighedsrækker og med gyldne snit, gyldne rytmer.

Uden at gå i detaljer har Spell nogle både harmoniske, rytmiske og melodiske træk, der resulterer i et næsten romantisk udtryk – samtidig med at den flerlagede rytmik producerer en form for speciel kontrapuntik. Disse træk – og mange andre – gør musikken umiddelbar tilgængelig og særdeles lyttevenlig, ja forlener den med en naturlighed, som ellers ikke nødvendigvis præger den moderne kompositionsmusik fra 70’erne.

Når dertil lægges, at aftenens tre musikere i deres spil og tolkning af musikken viste såvel engagement som dybt kendskab og stillede deres virtuositet til tjeneste for udtrykket, ja så forstår man umiddelbart komponistens status som mesteren i nyere tid. Bedre og mere vedkommende åbning af koncerten kunne man dårligt forestille sig. Som publikum fortryllet, spellbound.

Og Brahms da? Jo, selv om romantik i hans hænder er meget kraftfuld og humoren mere kunstfærdig end løssluppen, så var overgangen – på baggrund af Nørgård – mere umiddelbart begribelig end man kunne forvente. Igen, naturligvis, fordi ensemblet også her demonstrerede et forbilledligt samspil med en sleben dynamik og fraseringsdetaljer af høj karat, intenst i såvel det udadvendt hårdtslående og det mere indadvendte.

Således var der spillet op til Shostakovich, hvis klavertrio åbnede med en overraskende brug af flageolettoner i celloen (Nørgård kunne have skrevet det). Mesterligt udvikler den russiske komponist ideen og sætter den efterhånden rytmisk i scene med skift mellem klaveret og de to strygere frem mod en tour de force af fugeret tilsnit.

Naturligvis dukker der også en næsten trampende folklore-tone op – her og i den efterfølgende presto-sats uden den vrængende attitude, man ellers ofte hører. Den langsomme trediesats med tunge klaverakkorder og smukt syngende strygere viser sig tematisk – sammen med værkets åbningside – at dukke op igen mod slutningen af fjerde sats, som ellers har budt på forrygende russisk umba og gækken løs med flerrytmik og vekslende taktarter. Også den store tur med indsmigrende melodier i op- og nedture findes her – næsten som om musikken er ved at sprænges i al sin salon-overskruethed. Og alt det skal bringes til landing i eftertænksomhed!

Det forløser kun et ensemble af høj klasse. Trio con Brio Copenhagen er et sådant.

Trio Con Brio Copenhagen. Per Nørgård: Spell. Johannes Brahms: Klavertrio nr. 3, c-mol. Dmitri Shostakovich: Klavertrio nr. 2, e-mol. Trio con Brio Copenhagen: Soo-Jin Hong (violin), Soo-Kyuug Hong (cello), Jens Elvekjær (klaver). Aarhus Sommerfestival, Ellevang Kirke, søndag aften.