Præciser din søgning i menuen
Føj til favoritter Del Send
Musik | 30/08/09

Calleja, sådan!

  • Foto: Ikke oplyst
ANMELDELSE: Han indfriede alle forventninger, tenoren Joseph Calleja. En festkoncert som Festuge Classic 2009 står og falder med, at solistniveauet er højt. Det var det lørdag aften, og dermed løftede koncerten sig over en almindelig omgang blandet underholdningsslik.



Ikke blot Calleja gjorde det strålende. Også sopranen Klara Ek og trompetvirtuosen Sergei Nakariakov gjorde deres til aftenens fornøjelighed, og især Nakariakov præsenterede virtuoserier, man ikke er forvænt med at høre. Det var både teknisk fremragende og meget, meget musikalsk.

Svagheden – hvis man skal prøve at finde én – ligger i, at orkestret skal stille om mellem forskellig størrelse og forskellige musikalske udtryk. Det kom til at gå en smule ud over den tidlige musik af Händel, Haydn og Mozart, mens det romantiske repertoire med stort orkester stod stærkest.

De tre solister lyste, hver på deres måde.

Klara Ek, som man må glæde sig til at høre igen senere på sæsonen på Den Jyske Opera, er en sanger med en smukt modelleret stemmeklang, en fin teknik og en meget overbevisende forvaltning af sit samlede musikalske udtryk. Uden at forcere var hun overbevisende i sine numre og også i duet med Calleja.

Sergei Nakariakov forbløffede ikke kun med sin virtuositet, nej egentlig var den største oplevelse at høre et trompetspil, der i den grad gjorde hver enkelt tone til en nydelse. På intet tidspunkt forfaldt han til skratterat, med leverede blot klangligt ædelmetal.

Joseph Calleja var stjernen, vist så. Hans første arie fra Gounods ”Romeo og Julie” viste det hele: En fantastisk kerne i tonen, en kultiveret lysende stemme med smeld uden vold, fornemt projiceret sang og en strålende udtyndingsformåen uden tab af intensitet. Alt formidlet med glæde og generøsitet. Sådan!

Generøs var også koncertens tredje afdeling, ekstranumrene (nu uden forklarende og ironiserende konferencier-introduktion). Først Bachs ”Air” med den fløjlsblødeste flygelhornklang, jeg mindes at have hørt – Nakariakov helt neddæmpet, men lige overrumplende. Dernæst ”O, mio babbino caro” i en smuk og dæmpet udgave med Klara Ek – aftenens eneste Puccini-nummer. Og så Calleja for fuld udblæsning i italiensk pop på Pavarotti-niveau i De Curtis’ ”Non ti scordar di me”. Til sidst Ek, Calleja, Kor og Orkester med ”Brindisi” fra ”La Traviata” – jo, festen sluttede med manér og mange, vel fortjente fremkaldelser.

Festuge Classic 2009: Mozart, Haydn, Gounod, Händel, Massenet, Ponchielli, Verdi, Arban, Donizetti. Joseph Calleja, tenor. Klara Ek, sopran. Sergei Nakariakov, trompet. Den Jyske Operas Kor, Aarhus Symfoniorkester, dir.: Giordano Bellincampi. Konferencier: Palle Kjeldgaard

Comments

Skriv en kommentar

Kun navn bliver vist i forbindelse med kommentaren.
Dog skal alle felter med * (stjerne) udfyldes.
 
aOa.dk · Banegårdspladsen 11 · 8000 Aarhus C · +45 8740 1010
© Copyright 2012, Berlingske Media