TV-2 har endelig taget sig sammen til at samle deres værker og udgive dem under en samlet overskrift: 'Bag duggede ruder "1981-2012"'. Det fejres i hjembyen Aarhus, som får den første af seks stort anlagte koncerter med det folkekære band. Der er fri adgang for alle, og koncerten er tænkt som en hyldest til byen, dens indbyggere og de, der gennem årene har gjort det muligt.
Godt 30 år er der gået siden TV-2 for første gang optrådte i Aarhus. På café Casablanca stod orkestret stuvet sammen på få kvadratmeter, med små tv-monitorer udenfor til den store forsamling, som ikke kunne komme ind.
Siden er stederne for TV-2 koncerter vokset noget - fra Ridehuset, Scandinavian Congres Center og sidst i 2011 med over 35.000 til Grøn koncert. Nu spiller de så endnu en kæmpe gratis koncert - denne gang på Bispetorv under åben himmel.
Nogle har kaldt dem Danmarks største rockorkester. Selv vil de nok foretrække betegnelsen Danmarks stædigste orkester. De er det band, som har holdt hinanden længst ud. Spørger man hvorfor, kommer svaret promte: Det er publikums skyld!
Hvad enten det er ansvars forflygtigelse eller udtryk for en reel respekt for bandets trofaste tilhængere, så er det pay back time fredag 26. oktober. Koncerten er startskuddet til en koncertrække på seks koncerter. På turnéen der kommer hele landet rundt, vil det folkekære band komme igennem 100 sange fra alle TV-2 ´s albums.
På Bispetorv spiller TV-2 en stor del af sangene fra de første tre af bandets albums - ”Fantastiske Toyota”, ”Verden er Vidunderlig” og ”Beat”. Så mon ikke, du kan få lov at høre både ”Verden perfekt”,”Popmusikerens vise” og ”Bag duggede ruder”.
TV-2 koncert, Bispetorv, 26. oktober, kl. 19.30.