Musikhuset Aarhus har året rundt mange gratis arrangementer, som husets gæster frit kan fornøje sig med. Der er alt fra koncerter til foredrag og udstillinger.
Søndag 7. oktober er der igen Solisterier i cafeen. Det er som altid Simon Rosenbaum og Dansk Solist-Forbund, der står bag.
Rosenbaum er den altid veloplagte konferencier, der præsenterer en skønsom men altid meget talentfuld blanding af såvel kendte og etablerede kunstnere som nye stjerner. Denne søndag er det sangerne Cecilia Lindwall (sopran) og David Danholt (tenor). De akkompagneres af Søren Rastogi på klaver.
David Danholt studerede på Operaakademiet og har en omfattende koncertvirksomhed både i ind- og udland. Han har optrådt som solist i Mozarts Requiem med Københavns Festivalorkester og Malmö Symfoniorkester, Händels Messias med Øresunds Barokensemble, Mendelsohn-Bartholdys Elias og Mozarts c-mol messe.
Svenske Cecilia Lindwall er uddannet ved Den Norske Opera i 2001, men debuterede allerede året før som Musetta i La Bohème. Kort efter afsluttet uddannelse vandt Cecilia den internationale operakonkurrence, Kammeroper Schloss Rheinberg, hvilket var med til for alvor at sætte skub i karrieren.
Siden 2003 har Cecilia været en del af solistensemblet ved Staatstheater Braunschweig, og i 2007 debuterede hun på Deutsche Opers store scene i Berlin i Carmina Burana.
Solisterier, Musikhuset, søndag 7. oktober kl. 13, gratis.
Læs også: Veto kommer hjem igen
Læs også: Guide: Lækker vegetarmad i Aarhus