Når den 17. udgave af Spot Festivalen åbner, bliver det på en splinterny facon i forhold til de tidligere år.Torsdagens åbningsfest foregår indledningsvis i Århus Domkirke fra klokken 17.30, hvor Anna Brøndsteds projekt Our Broken Garden og Gustaf Ljunggren optræder.
Koncerten, der varer en times tid, rummer dels numre fra Our Broken Gardens stemningsmættede indiepop-relaterede repertoire og dels fra Ljunggrens. De er dog omarrangeret til lejligheden; to strygere, en harpe samt korsangere tager således del i lydbilledet. Klokken 19 holder vor borgmester Nicolai Wammen en tale på Bispetorv, før musikken atter slippes løs.
Læs også: Jenny Wilson synger til Spot Festival
Som at få et wildcard
Den århusianske vokal-elektrogruppe Postyr Project er udset til at åbne dén del af festen med en 20 minutters smagsprøve.Siden dannelsen for halvandet år siden, er det gået stærkt for kvintetten, der blander sine stemmer med kantede elektroniske elementer.
I kølvandet på udgivelsen af et selvbetitlet debutalbum tidligere på måneden, er det blevet til flere henvendelser fra internationale festivaler og promoters i Europa, USA og Asien. Alt sammen med henblik på turneer i 2012 og 2013.
»Det er lidt som at få et wildcard at være med til at åbne festivalen. Det bliver i hvert fald spændende at optræde for et lidt andet publikum, end vi er vant til«, siger Tine Fris fra gruppen - med henvisning til, at fire af medlemmerne sideløbende er aktive i koret Vocal Line.
Læs også: Spot hælder mere indie i gryden
Lyden af Anisette
Efter Postyr Project følger det 27 mand store Blood Sweat Drum’n’Bass Big Band under ledelse af Jens Christian »Chappe« Jensen og den unge sangerinde Kristina Renée, hvis udtryk bliver sammenlignet med såvel Anisette som Janis Joplin.
Afslutningsvis er der på Bispetorv koncert med færøske Teitur og hans skotske kollega KT Tunstall.
Fra klokken 21 rykker festen til Skolegade, hvor der under overskriften Blue Spot er rockkoncerter på intet mindre end otte forskellige steder.
»Vi synes, at tiden er inde til at vise et bredere udsnit af byen, at Spot Festival er en international begivenhed,« fortæller Gunnar K. Madsen, leder af Spot Festivalen.
Læs også: Oh Land og Powersolo til Spot
Knap så galla-agtig
»Vi er glade for, at Musikhuset er ramme for mange af vores aktiviteter - også åbningsarrangementerne, vi har afholdt der. Men måske blev den på et tidspunkt for galla-agtig og derfor for ekskluderende for de mange, der kunne være interesserede i at være med. På den her måde får alle byens borgere mulighed for at høre noget, de måske ikke kender.«
Om koncerten i Århus Domkirke siger han:
»Det er ud fra et enkelt ønske om at arrangere en koncert, hvor det atmosfæriske og eftertænksomme gør sig gældende. Det kommer jo nærmest automatisk i sådan et rum. Man lytter til musikken på en helt anderledes måde dér. Og hvadenten det lyder langhåret eller ej, forsøger vi med koncerten at sende et signal om mangfoldighed; musik er mange ting og betyder mange forskellige ting for folk.«
Læs også: Spot bliver mere poppet