Præciser din søgning i menuen
Føj til favoritter Del Send
Restaurant og café | 22/02/12

Aarhus har fået et kaffe-oplevelseshus

  • Foto: Martin Ballund Foto: Martin Ballund
Én af verdens bedste baristaer er dansker, og han har nu åbnet et arbejdende kaffe-værksted i Aarhus, hvor han vil bringe os alle tættere på den sorte drik

Én til? Det vrimler med små gemmesteder til elskere af den sorte drik, og avisen har da også tidligere vist vej til byens udvalg på disse sider. Og ja, én til er svaret. 

SE BILLEDGALLERI FRA GREAT COFFEE HER 

Lige til højre for Social Club på Klostergade i baggården, er kaffebaren Great Coffee åbnet. Men det er ikke en typisk kaffebar, hvor du kommer ind, bestiller og sætter dig med din kop. Faktisk er der slet ingen siddepladser, endnu... Nej, her opholder du dig, hvor tingene sker – ved baren, eller ved det grove langbord i baglokalet. Dette er et kaffeakademi, hvor nørden, såvel som den uøvede kaffeentusiast, skal kunne komme ind fra gaden og lære noget om kvaliteterne og mulighederne i den sorte drik. 

Danskerne skal lære at drikke »ordentlig kaffe«, som ejeren og én af verdens bedste baristaer og kafferistere, Søren Stiller Markussen, selv udtrykker det. 

Passionen for kaffe stråler ud af manden bag baren, han er ikke til at stoppe i sin talestrøm om kaffe, hvad enten det handler om det vigtige i et fair, udviklende samarbejde med kaffefarmeren, vaskemetode eller ristning, bryggemetode og attributter ved den færdige drik. 

Hvad vil du have, spørger han og vupti: En latte med dobbelt hjerte i mælkeskum står foran denne let duperede skribent. Den søde, blide drik følges af små kopper espresso.

»Hvad smager den af?« udfordrer han.»

Min rolle er at fremelske de forskellige nuancer og attributter i kaffen og demonstrere dem på den bedste måde,« forklarer han og tilføjer uddybende, at espressoen indeholder smagsnuancer af grape, chokolade og kokos. 

 Søren Stiller Markussen har altid drømt om at åbne er værksted, hvor han kan give sin store viden om og glæde ved kaffe videre.

Hos Great Coffee er du indbudt til at lære om den sorte drik, der er så meget mere end besk filterkaffe fra kanden. Du kan komme på kurser i barista-kunsten eller lære, hvordan du smager rigtigt på kaffe – den såkaldte cupping-metode, hvor kaffen lynhurtig slubres op med en dyb ske for at få alle smagsnuancer med. Du kan også lære at lave kunst i café latte og kunsten at riste dine egne bønner. Eller du kan bare droppe ind forbi og få en kop og en sludder om kaffe. Er du mere nørdet kan du cuppe med Søren i baglokalet – altså smage kaffe – for et symbolsk beløb per kop. 

Her handler det om udtryk, kvalitet og respekt for kaffen, hvilket betyder, at det ikke bare er almindelige bryggemetoder, kaffen gennemgår. 

»Det er dyr kaffe, vi har med at gøre, blandt den bedste i verden. Så skal det også fremtræde ordentligt,« forklarer Søren Stiller Markussen, imens han laver kaffe på Siphon’en – en fancy udgave af den gammeldags kaffekolbe. 

Det er et sandt kaffe-oplevelseshus, Klostergade har fået, og uanset hvor klog du er på kaffe, går du ikke fra stedet uden at have lært lidt mere om det sorte guld. 

Se billeder fra Great Coffee her

Se også: Billedgalleri fra Street Coffee i Vestergade  

 
aOa.dk · Banegårdspladsen 11 · 8000 Aarhus C · +45 8740 1010
© Copyright 2012, Berlingske Media