Et af byens gode bud på en ekstraordinær spiseoplevelse findes på Helnan Marselis Hotel. Her formår køkkenet den sjældne egenskab ud over de smagsmæssige parametre at lege med råvarernes substans, der giver ekstra mundfornemmelse.

Denne fine torsdag sommeraften, havde vi bestilt plads i restauranten, hvor den ekstraordinære havudsigt er gratis. Telefonstemmen havde bebudet, at det da på ingen måde var et problem at finde plads til to personer. Og vinduespladsen, den ville hun vist også kunne garantere.

Vi blev modtaget på par terre plan og ført til vores bord ved vinduet. Vi var alene. Hvilket gav mistanke om, at der vist ikke var noget gastronomisk at hente her. Men der skulle vi tage fejl.

Tjeneren gav os menukort og bragte os efterfølgende en kurv med græskarkernebrød. Det var næppe bagt på hotellet men af en af byens bedre bagere. Dejligt var det allligevel og lidt saltet i skorpen. Ingen pesto eller tapanade eller lignende. Kun smør.

Vi bestilte en salat med vagtel og en omgang hvide asparges med hvid sovs og rejer til forret. Hertil en halv flaske alsace-riesling. Til hovedret stod den på lammekrone og kalv med en newzealandsk pinot noir som ledsager.

Den hvide vin fra firmaet Dopff au Moulin til forretterne åbenbarede en floral duft af hyldeblomst i næsen med citrus og grønne æbler i munden. En aldeles ren sommervin. Fin i balance mellem sprød syre og blød frugt.

Vagtelsalaten med samme fjerkræs æg og spæd salat var anrettet delikat i en dyb tallerken: Kødstykkerne var sprøde, men de havde en smag af at have været genopvarmet under grill lige inden servering, mente min medanmelder. Men det var mørt og fint – lidt som om det var confiteret, hvilket næppe er muligt med en så fedtfattig fugl. Sammensætningen var blød og sprød. Rødløg stak dog ud med en for dominerende smag.

De hvide asparges med rejer og sovs var en enkel men udsøgt fornøjelse. Aspargessæsonen slutter ved sankthans, men det er vel mest de grønne – ”uden skræl” – der er mest følsomme i den sammenhæng. Sæsonen for de hvide holder vel lidt længere. Anretningen var enkel med hvid, rød og grøn nuancer. Karsen, det hele var toppet med, stod med sit pebrede element fint til rejernes saltede kød og de øvrige ingrediensers ferskhed. Sovsen havde et frisk element af cremet blødhed og stringent citrus. De friskpillede rejer var bløde og aspargesen sprøde. En helt igennem herlig og elegant ret, hvor vinen favnende både asparges og sovs, ligesom den også tog sig kærligt af min medanmelders vagtel.

Hotel Marselis er massivt og prisbelønnet kyst/skov-byggeri. Helt unikt og kompromisløst. Hver en sten er brændt hver for sig. Ikke en eneste er ens. Men alt lys fra rummet drages ind i de mørkmatte vægge. Måske er det bare mig, der er følsom. Men det er som om, energien suges ud af rummene og ind i de espressofarvede flader.

Men, men. Et drej med nakken og et kik ud af vandet over mod Mols, så var der ladet op på ny. Det er en helt unik placering, dette spisested har.

Tjeneren havde allerede før forretten fundet vores flaske rødvin frem, men han havde ikke trukket proppen op. Det irriterede mig lidt. For så kunne den have fået en anelse luft. Vi havde udpeget en pinot noir fra Nelson - naboområdet til Marlborough. Vinproducenten Spencer Hill’s »Tasman Bay« 2007 var krydret med spidskommen og sandeltræ i næsen, men i munden gav den udpræget kirsebær og jordbær samt vanilje fra sig. Syren leverede et frisk afslutningssvirp. En vidunderlig ren oversøisk pinot noir, der med sin bløde frugt og sprøde syre var en oplevelse. Netop disse egenskaber skulle vise sig at gå godt i spænd med vores hovedretter.

På den anden side af bordet kom en stor, dyb tallerken med fire lammekroner med frikassé af spæde grøntsager – ærter, gulerødder, blomkål. Tjeneren kunne efter en tur i køkkenet ikke lige definere, hvad indholdet var i selve den hvide dyppelse. Men den var god, frisk og dybtsmagende, syntes min medanmelder. Grøntsagerne var udsøgt sprødtkogte i den bløde sovs, og kødstykkerne havde fin stegeflade og lyserød indre. Men kniven kunne slet ikke få det fra benet, og det var ikke mørheden, der var skyld i det. Det var redskabets sløvhed. Det var lækkert kød, og der blev smovset med fine vellyde.

På min tallerken kom en flot anrettet velfærdskalv med ærtemos, friske ærter, ærteskud og fondsauce. Til siden var der nye kartofler med persille. Hallo. Der var ingen kontakt over bordet, for lammeretten tog al opmærksomheden. Vi smagte og var begejstrede. Jeg glædede mig over den rene, friske ærtesmag mod den gode, brændte tyngde i fondsaucen holdt oppe af blødt kød fra mørbrad. Rent, ærligt og velsmagende.

Det er vel næsten overflødigt at fortælle, at den newzealandske pinot noir supplerede de sprød/bløde smagsoplevelser. Vi bad tjeneren om at få lov til at proppe flasken til og tage det restende indhold med hjem til nydelse efterfølgende.

Solen trak konturerne frem på Mols. Gule og blå nuancer. Den himmelske oplevelse blev kun forstyrret af musikken i restauranten. Ud af højttalerne strømmede ufiltreret og ucensureret konstante toner fra 70’ernes populæreste men meget slidte slagere. Ligesom de monumentale vægges farver og beskaffenhed virkede det tungt og tilbageskuende.

Vi var madmæssigt næsten helt forpustede ovenpå forret og hovedret. Det var rigtig godt. På den anden side af bordet var der dog ikke fuldstændig forløsning. Den kommer kun med en dessert, viser erfaringer. Jeg ledte på menukortet efter noget ost på en tallerken, som jeg kunne tage samme med det glas riesling, der var tilbage i flasken. Det kunne stedet ikke præstere, så vi bestilte en omgang rødgrød med fløde og en kop kaffe til den anden side af bordet.

Rødgrøden var tænkt alternativ. Den bestod af skårede, friske jordbær med mynte, sukkerbrødscroutoner, frysetørrede hindbær og pulveriseret brændt brød. Fløden var i den grad frosset, så min medanmelder døjede med at få ”hul” på den. Først til allersidst, da hun var ved at være færdig med jordbærrene, gav den sig og åbenbarede, at der var irørt citron. Det var anderledes rødgrød. Men smagen var der, og igen var den leget med tekstur. Men den alt for frosne fløde slørede spiseoplevelsen. Det samme gjorde kaffeautomatkaffen, der blev efterladt næsten urørt.

Restauranten på Helnan Marselis Hotel er anbefalelsesværdig. Vi kom af med 1340 kroner for vores oplevelse. Det er en fair pris. Både forretter og hovedretter, samt vine matchede en forventning om en god oplevelse til den pris. Og det eksklusive i at være næsten alene på stedet gjorde nydelsen endnu højere. Og så den ubetalelige udsigt.

Spisestedet har fortjent fire velvoksne stjerner for en præstation, der berigede vores smagsløg både i forhold til form og indhold.

Vi kommer gerne igen.

Info:

Adresse: Strandvejen 25, 8000 Aarhus C

Telefonnummer: 8614 441

Hjemmeside: http://www.helnan.info/marselis

Smiley: Glad

Kategori: mellem

Type: Moderne dansk.