Er du en entusiastisk kogekone, kan du med fordel gå i køkkenet med det sammen.
For første gang laver restaurant LeCoq nemlig en konkurrence for byens kreative madentusiaster. For at deltage i konkurrencen skal du lave en ret til LeCoqs efterårsmenu.
Ud over selvfølgelig æren ved at kunne glæde en masse af LeCoqs gæster med sin egen ret, er der en ret god præmie til vinderen.
Du får nemlig lov at invitere tre andre med ned til en middag med vin, og selskabet skal selvfølgelig ved denne lejlighed blandt andet prøve vinderretten. Vinderen får desuden mulighed for at arbejde sammen med køkkenchef Morten om at finjustere retten.
Din ret skal indeholde to ingredienser, som LeCoq har lagt fast: Fisk og jordskokker. Derudover er der frit spil. For at deltage i konkurrencen skal du sende din opskrift, evt. med et billede, til info@lecoq.dk senest 20. september.
Madkonkurrence, LeCoq, til 20. september.