Banegårdsbygningen er på vej til at blive lidt af et madtempel.
I løbet af foråret åbner der en café og restaurant - med en selvstændig shawarma-afdeling - i de store gamle banklokale til højre for indgangen til banegården.
Til den anden side er det McDonalds, der - også i løbet af foråret - åbner burgerbar.
I øjeblikket bliver der arbejdet på højtryk på at omdanne Sydbanks gamle lokaler på Banegårdsplads til restaurant og take-away-sted.
Læs også: Guide: Sushi-oplevelser i Århus
Bankpræget bevares
»Der er meget, der skal laves om. Banken havde ét toilet. Vi skal have fire. Og vi skal have indrettet et stort køkken og et kølerum,« siger Chadi el-Achwah, mens han viser omkring i byggerodet.
Han er den ene af banegårds-cafeens bagmænd. Den anden er en kvinde: Linda Andersson - svensker og med erfaring indenfor café- og hoteldrift.
Vi betragter de flotte, gamle træpaneler på væggene i det store banklokale, der lige nu er fyldt op med byggematerialer, kasser med køkkenfliser og røde sofaer til shawarma-barens gæster.
»Panelerne beholder vi. De skal bare poleres op,« siger Chadi el-Achwah, der satser på at bevare en del af lokalets bankpræg, selv om de første planer om at kalde stedet for Café Banken er droppet, og der næppe kommer bankekød på menukortet.
Læs også: Ny kaffegal café i Nørregade
Et rigtigt spisested
Café Rival kommer stedet til at hedde. Køkkenet bliver en blanding af det franske, det italienske og det græske.
»Det bliver et rigtigt spisested med plads til omkring 50 gæster indenfor. Vi håber, at vi også kan få lov til at lave udeservering foran restauranten, hvor der i dag stå cykler,« siger Chadi el-Achwah og fortsætter.
»Til højre - og med egen indgang - bliver der en shawarma-bar med plads til omkring 25 siddende gæster. Så konceptet er, at vi henvender os til såvel de travle gående, der lige skal have noget mad med i hånden, og til folk der skal ud at spise og måske have en aften ud af det,« fortæller Chadi el-Achwah, der gennem snart fem år har drevet en restaurant i Bazar Vest.
Læs også: Guide - På jagt efter mormormad
Vin i bankboksen
Fra restauranten fører en trappe ned i kælderen, hvor der er ved at blive indrettet toiletter til gæsterne. Det er nu ikke dem, Chadi el-Achwah glæder sig mest til at vise frem.
Det er bankens gamle boks. Med panserdør og et aflåseligt jerngitter. Og fremstillet på Aarhus Pengeskabsfabrik, M.H Jæger, der lavede pengeskabe i Brabrand fra 1894.
»Planen er, at vi herinde bag gitteret skal have vores vinkælder. Så når gæsterne skal på toilettet, kan de lige tage et kik på vinen på vejen,« siger den nye mand i lokalerne, der stort set uafbrudt har huset pengeinstitutter, siden Aarhus Købmands- og Haandværkerbank fik sit navn på banegårdsfacaden i 1929.
Læs også: Gourmetmad i en plasticpose
Comments