Klassisk 65 serverer ukrukket og gedigen franskinspireret mad på borde uden dug og med stor personlighed.

To rum på størrelse med to frimærker og med et minimalistisk køkken klemt ind i et hjørne udgør den så berømte Klassisk 65 i Jægergårdsgade i Århus. Det har ry for at være et af Århus’ bedst spisesteder på grund af en fantastisk atmosfære, mad på højt niveau og ditto vine. Den sparsomme plads gør det muligt at lave kompromiløse middage, der koster en tak under gourmet-niveau. Tjenerne er gode til at dele ud af deres begejstring for maden og de vine, som Klassisk 65 i flere tilfælde selv henter hjem.

Stiften lagde vejen forbi det lille sted med den store sjæl for at se om rygterne taler sandt.

Vi fandt Klassisk 65 midt på Jægergårdsgade selv om der ikke er noget skilt på døren. Det nyeste af de to lokaler hedder Kaffe 67, fordi det er nummer 67 og før rummede en kaffebar. Det står med store røde bogstaver på ruden, men at der virkelig er tale om Klassisk 65, kan man ikke læse sig til, for Søren Andreasen valgte at spare pengene til skiltet og i stedet købe en festmiddag til personalet, da han i 2006 lavede Bodega 65 om til Bistro 65. I 2007 udvidede han med kaffebaren i nr 67.

Alene valget af de atypiske lokaler og indretningen af dem, sender signaler om, at det her sted er noget for sig selv. Alle stolene, tallerkenerne og bestikket er forskelligt og af ældre dato. På væggene er der glasmosaikker, sjove lamper og hylder med den vin, der ikke er plads til andre steder.

Der er ingen hvide duge eller fine former. Træbordene er små og rustikke og står i sagens natur tæt. Man kommer ret naturligt i snak med naboerne og kan ikke føle sig alene på dette sted. Her er hjemligt, personligt og humoristisk.

På denne almindelige hverdagsaften var der temmelig fuldt. Vi fik et lillebitte bord til to og kom i godt selskab med to unge damer ved nabobordet. De viste sig at være nogle af de mange stamkunder og kunne tale med om den personlighed, stedet har.

Og så til maden

Menukortet er overskueligt. Der er seks forretter, fire hovedretter og fire desserter at vælge imellem plus en bondemenu, som kokkeeleven udarbejder. Retterne skifter efter årstiden og udvalget hos slagteren, grønttorvet og fangsten på havet. Mens vægten i det lillebitte køkken ligger på friske råvarer, der ofte forarbejdes i timevis for derefter at kunne serveres i en fart.

Vi valgte bondemenuen, der denne aften bestod af hjemmegraved laks, kalvefilet og pærer med is og chokolade. Desuden sammensatte vi selv en menu af løgsuppe, dagens fisk, der var mørksej, og klassikeren creme brulée.

Den mandlige del af selskabet begyndte middagen med laksen, der ifølge menukortet er tilberedt a la Ingeborg Suhr – den legendariske seminarierektor, som i 1905 opfandt uddannelsen til ernærings- og husholdningsøkonom og i 1909 lavede en ny slags kogebog med en rationel tilgang, mål, koge- og bagetider. Om det er Suhrs ide at krydre laks med fennikel, vides ikke. Men det var denne, og det smager godt. En lille bitte, kvik og sød tjenerpige skar den ud i fine, tynde skiver i restauranten. Til den var der er en traditionel rucolasalat med pinjekerner og oliven. En lille smule brød og kryddersmør. Det smagte fint. Mængden af laks var ikke overvældende, men det, der var, var til gengæld kraftfuldt uden at være spor fed.

Jeg fik en gang løgsuppe med ristet ostebrød. Den var til min overraskelse brun og ikke klar, og det viste sig at den smagte mere af kalv end af løg. Klassisk 65 har valgt at lave suppen på en kalvefon, og synes, at den skal være kraftig. Efter mine begreber var denne her dog for intensiv og temmelig salt, hvilket ikke var nødvendigt eftersom også osten var salt. Der måtte mange glas vands til for at bringe balance i smagsløgene. Den mandlige del af selskabet smagte med. Suppen passede måske bedre til ham, men også han mente, den var for overvældende.

Næsten færdig med forretten fik vi en omgang af stedets lækre, hjemmebagte, svampede brød med en herlig tomat- og hvidløgsaioli. Den havde tjeneren i al sin travlhed glemt. Det gode brød ville have gjort godt sammen med den skrappe suppe i stedet for bagefter – men bedre sent end aldrig. Og der var så travlt på dette tidspunkt, at opvaske-drengen måtte ind i restauranten og give tjeneren en hånd. Hun var meget kompetent, og de var begge imødekommende og hjælpsomme. Men i travlheden havde de ikke en jordisk chance for at leve op til rygterne om tjenere, der yder en service helt ud over det sædvanlige og på eget initiativ præsenterer gæsterne for nye smagsindtryk, hvis de har lyst. Denne aften fik vi svar på vores spørgsmål men ikke mere.

Vi ønskede begge hvidvin til forretten og fulgte tjenerens forslag om at tage en Riesling til laksen og en Saugvignon Blanc til suppen, hvilket viste sig at være godt. Den tyske Riesling, Von Unserem, Rheingau var godkendt men så heller ikke meget mere. En simpel vin, der aldrig for alvor foldede sig ud. Mens Saugvignon Blanc, Wairafa fra New Zealand var hylde- og frugt-agtig men samtidig frisk. De koster mellem 400 og 500 kroner flasken, men heldigvis kan den købes i glas, så der er mulighed for at prøve forskellige slags og nye emner – uden at et blive ruineret eller at skulle slingre fra stedet.

Helstøbte hovedretter

Klassisk 65 er vant til fulde huse og kendt for deres hurtige servering. Hovedretterne fulgte straks efter forretterne. Jeg fik dagens svømmer. Den var helt i top. Fiskekødet var fast og dampet, saucen dertil var cremet og rund, mens kartoflerne stegt i lag var sprøde. Det samme gælder den ristede timian, og rodfrugterne – rødbede, gulerod og pastinak – gav det hele en god bund. Sprøde jordskok-chips tilførte noget salt og knas. Alle elementer spillede godt sammen – og der manglede ikke noget.

Min makker fik kalvefilet, der var rosastegt og så mørt, at man kunne tygge det uden tænder. Til det var en meget grov kartoffelmos, der var mere kartoffel end mos og umulig for manden at spise op. Også han fik de stegte rodfrugter. Kødet var fantastisk, men da tilbehøret slet ikke kunne følge med, blev det en underlig ufuldendt oplevelse.

Jeg spurgte tjeneren efter en anden hvidvin i samme blomstrende stil. Hun mente, at jeg allerede var blevet udstyret med den bedste af slagsen. Og da jeg var vældig glad for den, holdt jeg ved. Min makker fik anbefalet en italiensk rødvin: Barbera d’Alba DOC Nuela, som han var ovenud tilfreds med. Den er fyldig og har lidt krydret smag med en anelse træ, blomme og røg. Han måtte i øvrigt minde den travle tjener om, at han som aftalt skulle have rødvin, da han havde fået hovedretten, hvorefter den straks blev serveret på den mest professionelle vis.

Også toilettet er en oplevelse

Senere denne aften viste det sig, at også dametoilettet er et besøg værd, alene fordi den ene væg er plastret til med restaurantens flotte præmier Landets bedste i kategorien betjening i 2008 kåret af Danske Madanmeldere. Vinder af Mangospotprisen, der bygger på gæsternes bedømmelse, i Århus i 2007 og 2008. I stedet for at hænge dem på facaden og råbe det ud i verden, er de en overraskelse - for dem, der ikke vidste det – som åbenbares for kvinderne, når de er gået afsides.

Stiftens udsendte synes i øvrigt, det er et godt valg at hænge priserne på dame- og ikke herre-toilettet, idet kvinderne nok skal sørge for at holde den mandlige del af gæsterne orienteret om deres oplevelser – også på det lille rum – mens man ikke kan være sikker på at det modsatte gør sig gældende.

Og så det søde

Klassisk 65 kan til dessert præstere en oste-planke, der næsten er på størrelse med en halv dør. Men efter de først to retter, var det simpelthen for overvældende at skulle vælge nogle ud mellem de mange muligheder. Desuden trængte vi begge til noget sødt efter de første, meget regulære retter.

Til bondemenuen hørte pærer belle Helene. Og så valgte vi den så roste creme brulée, som er efter en opskrift fra Kong Hans i København. Den har været fire time undervejs i ovnen og var denne aften en rigtig god oplevelse. Den serveres i en lille skål uden nogen dikkedarer til og det kan den sagtens klare. Den står fint alene med sin meget søde, bløde creme, der spiller op ad det lige så søde men knasende karamel-låg.

Også pærerne var fine. De var faste og søde. Chokoladesaucen var kraftig uden at være stærk og isen smagte af rigtig vanille. Som mormor ville have lavet det.

Her sluttede middagen for os. Vi var stopmætte og trængte absolut ikke til mere. Det betyder, at vi ikke i denne runde fik tjekket den så roste vinbar grundigt ud. Vi er ikke i tvivl om, at den er i orden og vender tilbage til det ved lejlighed.

For seks retter mad og vin kom vi af med 907 kroner – noget mindre end en gennemsnitsmiddag på stedet. Vi havde ved et tilfælde fået valgt nogle af de billigste retter på kortet og drak ikke særlig meget vin.

Middagen var en god oplevelse. Maden levede stort set op til vores forventninger om noget enkelt og gennemarbejdet. Også atmosfæren indfriede vores forventninger men betjeningen nåede ikke de højder, andre har beskrevet for os. Der var travlt og måske manglede vi manden bag – Søren Andreasen, der denne aften havde travlt med at følge sin højgravide kones mulige fødsel. Nogle dage senere gjorde en søn sin entre, så Søren Andreasen har nok at se til for tiden. Vi håber, at få fornøjelsen en anden gang.

Klassisk 65 ligger prismæssigt i den næsthøjeste kategori. Når vi sammenholder priserne med denne aftens oplevelser, når vi frem til fire stjerner.