Efter at have frekventeret en stor del af de Aarhusianske restaurationer er det svært ikke at opbygge en vis rangorden, i forhold til pris og kvalitet. Den går fra topstederne over mellem-prislejet til egentligt solide måltider til en billig pris.

På baggrund af flere tidligere besøg, har L’estragon altid været placeret i den høje ende af undertegnedes rangliste.

For i det hyggelige og svært intime lokale, med kun plads til 22 gæster, er der blevet prøvesmagt flere lækre menuer, der har været velsmagende og som har bragt lykke.

Maden er stadig ligeså velsmagende, men den skarpe konkurrence i netop den højere del af mellem-prislejet i Aarhus, har gjort at der skal lidt mere til for at fastholde positionen som en af byens førende restauranter.

Skarpt menukort

Ligesom flere af L’estragons ligemænd gør det, så kører restauranten med et knaldtilbud om søndagen, hvor både vin og mad serveres i stor mængde til en ganske favorabel pris.

Ligesådan er hverdage også præget af tilbudskonceptet, hvilket efterlader fredage og lørdage til muligheden for virkelig at slå sig løs. Dette valgte min ledsager og jeg derfor at udnytte denne fredag aften, og gik derfor planken ud med alle husets fem indbydende retter.

Inden denne halvmaraton blev sat i søen, skulle vi dog først forbi en omgang saltede mandler og hjemmelavede grissinis med dertilhørende mayo. Dette var supplement til et fint og tørt glas bobler lavet på cheninblanc druen fra Loire. Herefter ankom en appetizer som bestod af en fint cremet gedeost med en asparges, som eftersigende var begyndt at skyde igen, samt bl.a. brombær og en afbalancerende balsamico glace.

Til første og anden ret var der i glasset en usædvanligt sød spätlese fra 2009, lavet på riesling druen med næse af bl.a. citrus, honning og fersken. Vinen var lige til den søde side, men syren fik dog holdt sødmen tilpas i skak til at den trods alt godt kunne stå distancen til først vores rimmet torsk og dernæst den skindstegte multe.

Torsken ankom fint i selskab med avocado-kugler, aubergine, skovsyre og to omgange havtorn i både mayo og syltede form. En meget harmonisk ret, hvor torsken stadig fremstod som hovedrolleindehaver, fordi de mørke toner fra auberginen gav citrussen fra havtornen et solidt modspil. Det cremede forsøg med avocado var dog ikke helt forstået.

Hurtigt efter ankom den skindstegte multe prætentiøst med ledtog af selleri i tre udgaver, bagt, puré samt syltede. Hertil også en kraftigt fiskesauce og lidt gule beder og æbler. Vi er i højsæsonen hvad angår multe og denne var også dejlig fast i kødet, samtidigt med at den var særdeles saftig og appetitvækkende. Herudover var specielt fiskesaucen også med til at tage retten op på aftenens, skulle det vise sig, højeste niveau.

Kød og old school lagkage

Efter et par sikre, men velsmagende fiskeretter stod menuen nu på dansk kalv af både køllen og culotte akkompagneret af fint krydrede kartofler, små lækre kantareller, brombær kompot, glaserede løg samt en intenst sauce på kalvefond.

Midtvejs i aftenens traktement virkede retten en smule overproportioneret, men til trods for det var smagsoplevelsen absolut positiv. Køllen kom absolut bedst ud af den direkte duel med culotten, som virkede en smule sej i konsistensen. Herudover var der ikke det store at sætte på den meget stilsikre garniture som absolut leverede varen, dog uden virkelig at komme op og ringe på barometeret.

Kalven og osteanretningen blev suppleret af en meget kraftig og fyldig Cotes du Rhone, Premier Rhone, fra 2009 som med smag af både kirsebær og solbær passede fint til begge retter. Vi fik ikke mulighed for at prøvesmage hverken hvidvinen eller rødvine, hvilket ellers er kutyme.

De fem oste ankom efter velafstemt ventetid og disse bestod bl.a. af en tysk brie og en dansk Vesterhavsost. Alle fem oste var absolut lige så gode, som forventet og deres ledsagelse af blåbær, nødder og blommer gav et tilpas modspil af sødme og bitterhed.

Afslutningen på aftenens eventyr bestod af en kop kraftig espresso og en omgang lagkage med lag af gulerod og chokolade creme. Hertil en frisk omgang solbær sorbet og lidt friske bær og små meget kraftige stykker lakrids. Et absolut fint forsøg på at redefinere lagkagen og den smagte absolut væsentligt bedre, end dem man husker fra børnefødselsdagen.

Der mangler det sidste

Med en regning på 2.030 kr., bevæger vi os absolut i den højeste ende i mellemprislejet og det forpligter i forhold til smagsoplevelser, betjening osv.

Og her kan det konstateres, at L’estragon fortsat vil være at finde i den høje ende af den tidligere nævnte rangliste, men at flere restauranter i dag kan hamle op med den. Til så høj en pris forventes der en smule mere kreativitet, dog uden at det behøver at være avantgardistisk (Jeg længes stadig efter den yderst velsmagende mousse på duebryst, som jeg fik ved mit sidste besøg).

Den uformelle stemning behøver desuden heller ikke starte ved manglende prøvesmagning af vinen eller personale-spisning ude i restauranten. Derfor lander vi på fire stjerner med kort afstand til de fem.

Det skal understreges at undertegnede absolut ønsker at besøge restauranten igen og at menuen til omkring det halve af prisen om søndagen virkelig sætter billedet af pris og kvalitet i et helt andet relief.