Præciser din søgning i menuen
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
Føj til favoritter Del Send
Restaurant og café | 10/10/12

Madanmeldelse: Montra Odder Parkhotel

Oprettet af Jacob Vestervig, jave@stiften.dk
  • Montra Odder Park Hotel ligger centralt i Odder med få minutter på gåben til bus- og togstationen. Hotellet har også egen parkeringsplads. Foto: Martin Ballund Foto: Martin BallundMontra Odder Park Hotel ligger centralt i Odder med få minutter på gåben til bus- og togstationen. Hotellet har også egen parkeringsplads. Foto: Martin Ballund Foto: Martin Ballund
  • Indretningen af restaurant og hotelområde er heldigvis en klar modsætning til hotellets ydre. Foto: Martin Ballund Foto: Martin BallundIndretningen af restaurant og hotelområde er heldigvis en klar modsætning til hotellets ydre. Foto: Martin Ballund Foto: Martin Ballund
  • Foto: Martin Ballund Foto: Martin Ballund
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
Gourmetmiddag eller dagens ret. Odder Parkhotel vil det hele, men det kniber lidt med førstnævnte.

Montra Odder Parkhotel vil gerne være et sted for alle til en gourmetmiddag eller bare en kop kaffe. Sådan sagde hotellets direktør Carsten B. Jakobsen til Århus Stiftstidende kort efter sin tiltrædelse i slutningen af 2011.

Det lægger hotellets restaurant bestemt også op til, når man studerer dens hjemmeside: Dansk mad med et strejf af Sydeuropa og valget mellem middag med op til seks retter og vinmenu, dagens ret (kaldt fristelse) eller en to-retters middag med vin.

De to sidstnævnte fravalgte min ledsager og jeg på forhånd og ankom forventningsfulde til restauranten en fredag i september for at anmelde den mere eksklusive del af udvalget.

Det startede og sluttede da også virkelig godt, mens det meste derimellem var noget skuffende. En oplevelse, der samlet set fik os til at gå en anelse slukørede derfra.

Men lad os starte i den positive ende.

Det lover godt

En risotto kan i min erfaring ofte blive alt for fed og kvalmende. Derfor var der store smil, da vi havde smagt på den første af fire retter, svamperisotto med ristet kammusling, for det var den på ingen måde. De forskellige friske svampe tilførte samtidig en lækker smag, mens kammuslingen var stegt lige tilpas, så den var sprød og delikat. Hertil et glas australsk Brown Brothers Chardonnay, som man sjældent går fejl af.

Hvis det her var aftenens standard, kunne det kun blive godt, var vi enige om. Men det var det ikke helt - mere om det senere.

For vi springer direkte til desserten, som heldigvis også var lige i øjet og trak den samlede oplevelse op på et anstændigt niveau. På den anden side af bordet blev en svampet gulerodskage indtaget, mens jeg selv fik fem slags europæiske oste med hjemmelavet knækbrød.

Kagen var perfekt, blev det konstateret, og jeg selv var i ostehimlen med blandt andet blåskimmel, brie og Røde Christian. Ostene havde den helt rette temperatur - ikke køleskabskolde, men heller ikke stuevarme. Desværre vidste tjeneren skræmmende lidt om ostene, og måtte en tur i køkkenet for at genopfriske navnene. Og det var lidt symptomatisk for en aften, hvor vi generelt ikke fik meget at vide om hverken mad eller vin.

Betjening til reklameradio

Restauranten på Odder Parkhotel er gennemført indrettet i ældre stil med mørke farver, gulvtæpper og (elektriske) petroleumslamper på bordene. Det overrasker i den grad positivt, da hotellet udefra er et halvkedeligt byggeri af gule mursten.

Det falder så noget udenfor, at tjenerne bærer polo t-shirts frem for skjorter og forklæder, som ville passe langt bedre til det indvendige miljø. Men fred være med det, hvis betjeningen er i top.

Og der var sådan set ikke noget at udsætte på betjeningen, som var smilende og opmærksom og gjorde det, den skulle, men så bestemt heller ikke mere. Faktisk var den nærmest underdanig, og det er der måske nogle, der sætter pris på, men jeg synes, det kan blive for meget, når tjenerne er en undskyldning for sig selv. Og når man så får maden forklaret med nøjagtig de samme ord som i menukortet - hverken mere eller mindre - og man intet - ikke ét ord - får at vide om vinene, bliver det både irriterende og uprofessionelt.

Og nu vi er ved uprofessionelt: En restaurantmiddag, gourmet eller ej, skal i min optik ikke indtages til højttalernes lyd fra en radiostation, der blandt andet spiller Rick Astley, Britney Spears eller Starship med »We built this city on rock’n roll« - kun afbrudt af højlydte reklamer hvert 20. minut. Helt upassende og meget forstyrrende!

Smag og behag

Ret nummer to var en fiskebalantin i en baskisk suppe til min ledsager og til mig salat med gratineret gedeost og variation af hyben og æble.

Suppen til fisken var ualmindelig besk og faldt på ingen måde i hendes smag. Hun gik ud fra, det var et spørgsmål om smag og behag og lod retten stå efter anden mundfuld.

Til gengæld var min salat dejlig frisk, og gedeosten samt tilbehør superlækkert - især med den tørre, tyske Schloss Marienlay Riesling dertil.

Aftenens lavpunkt (udover musikvalget) var de to hovedretter, henholdsvis bouillabaisse og tournedos. Begge var virkelig flot anrettet, men smagsoplevelsen udeblev. Oksekøddet var ikke i den helt seje ende, men bestemt heller ikke i den møre. Det var uden smag, ligesom var suppen, der ellers lød så lovende: Tre slags fisk og tre slags skaldyr, safranaioli, revet parmesan og friske urter. Hverken salt og peber eller den spanske rødvin kunne opgradere den helt kønsløse oplevelse.

Regningen lød på 1410 kroner inklusiv kaffe, hvilket heldigvis ikke var i den voldsomt dyre ende. For så havde vi været endnu mere slukørede over en noget blandet oplevelse, der sammenlagt kan snige sig op til tre stjerner.

Følg aOa.dk på Facebook

Comments

Skriv en kommentar

Kun navn bliver vist i forbindelse med kommentaren.
Dog skal alle felter med * (stjerne) udfyldes.