»Frederiksgade er langsomt ved at uddø. Forretningerne lukker på stribe, og efterhånden er der ikke nogen grund til overhovedet at besøge den før så travle gade«.

Sådan har det længe lydt i lokalpressen, og det med god grund. For efter Busgaden fik ændret sit forløb for efterhånden en del år siden, er Frederiksgade efterhånden ved at gå i glemmebogen for de fleste århusianere.

Men at der virkelig er noget at komme efter i gaden, oplevede vi, da vi langfredag lagde vejen forbi Restaurant Dauphine i Frederiksgade 43. Trods sine mange år på bagen viste Dauphine sig nemlig som et særdeles forfriskende og spændende bekendtskab.

På forhånd var forventningerne ellers ikke specielt store, for da vi sidst besøgte stedet for år tilbage, fremstod Dauphine som en slidt restaurant, der valgte de lette løsninger og pakkede det hele ind i en ulidelig »friskfyr-attitude«, som skulle signalere overskud, men som endte med det stik modsatte resultat.

Men al den slags hører tydeligvis fortiden til. Souchef Anders Kristensen har tidligere været på Dauphine og har derudover en fortid på blandt andet Patrice og Norsminde Kro. Nu er han tilbage på Dauphine, og han har virkelig fået sat sit præg på køkkenet i særdeles positiv retning. Denne aften følte vi os i hvert fald særdeles godt behandlet på alle niveauer, og fra start til slut fik vi en super oplevelse.

Med til historien hører, at det bestemt ikke var årets travleste dag for Dauphine. Ud over to selskaber, der begge skulle i Musikhuset klokken 20, havde vi restauranten for os selv. Det gjorde det naturligvis let for vores glimrende tjener at tildele os sin udelte opmærksomhed, men han løste opgaven til UG uden at blive anmassende på noget tidspunkt.

Læs også: Madanmeldelse: Restaurant Athena

Super vinmenu

På tjenerens anbefaling valgte vi også vinmenuen, der kan sættes til de syv retter på spisekortet, og det viste sig at være en rigtig klog beslutning. For vinene var perfekt afstemt til alle retterne og gav dermed måltidet yderligere en dimension.

Første ret var rimmet kammuslingtatar, der blev serveret med brioche, pære­skum og ramsløg. En dejlig start på måltidet, hvor de søde pærer og den spæde ramsløg gik fint i spænd med muslingen.

Herefter valgte min ledsager kulmule, mens jeg faldt for den stegte foie gras, og det skabte tilfredshed på begge sider af bordet.

Men efter en kort vurdering blev vi dog enige om, at foie grasen løb med sejren i konkurrencen. Faktisk var retten så overbevisende, at vi endte med at kåre den til aftenens bedste servering.

Et stort stykke af den fede andelever var stegt perfekt, og den slags går man sjældent fejl af. Men i Dauphines udgave blev den serveret i selskab med råmarineret lammeryg, der var rullet i soja-pasta og placeret på en meget lind kartoffelsuppe og pyntet med trøffelsne.

En speciel, men særdeles vellykket kombination, hvor alle ingredienserne bakkede hinanden fint op og skabte en fin balance i den kraftfulde ret. Ren nydelse.

Og det gjorde bestemt ikke retten dårligere, at jeg hertil fik serveret en Cotes du Rhone, Ferme du Mont, 2009. Masser af frugt og syre i en fin balance.

Vinen til hovedretten var om muligt endnu bedre. Chateau d’or, Costieres de Nimes 2007 havde masser af kraft til tage kampen op mod det lækre stykke kalveinderlår, som efter 24 timer i ovnen ved 57 grader var mørt som smør.

Læs også: Madanmeldelse: Kohalen

Det nye sort

Løvstikkeolie, persillerods­puré og porre-aske fuldendte retten, hvor eneste kritikpunkt var den vanilje, som pureen var smagt til med. Den gav en sødme, som virkede en smule malplaceret, men det var en detalje i en ellers vellykket ret.

Vi valgte at springe osten over og gå direkte til desserten, som var en kombination af citron og lakrids, der må betegnes som »det nye sort« inden for dessert. Og det viste sig at være en rigtig glimrende kombination.

Citronfromage, citronis og marengs-kys blev akkompagneret af lakrids i forskellige afskygninger blandt andet som lakridscrumble og lakridsflager. Selv for et par chokoladeelskere som os, var det en super dessert. Den friske citron spiller perfekt sammen med den søde lakrids, og i selskab med det glas Montbazillac, Chateau Pecany fra 2005 var det en perfekt afslutning på et glimrende måltid.

Alt i alt lød prisen på 1625 for to gange fire retter med vin samt kaffe, hjemmelavet petit fours og cola.

Bestemt i den højere ende, men det samme må siges om kvaliteten.

Dauphine placerer sig solidt blandt de bedste i det århusianske restaurations­miljø, og derfor smider vi også fem store funklende stjerner efter restauranten og konstaterer, at det er muligt, at Frederiksgade generelt er i åndenød, men hos Dauphine er der masser af liv, og har man indtil nu savnet en undskyldning for at besøge gaden, så er den helt sikkert fundet nu - og en fremragende en af slagsen.