Præciser din søgning i menuen
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
Føj til favoritter Del Send
Restaurant og café | 01/09/12

Madanmeldelse: Restaurant Flammen

Oprettet af Jacob Vestervig, jave@stiften.dk
  • Restaurant Flammen er kød med kød på, men kvaliteten er i orden og udvalget stort, så der er ingen fare for at gå sulten fra bordet. Foto: Kim HaugaardRestaurant Flammen er kød med kød på, men kvaliteten er i orden og udvalget stort, så der er ingen fare for at gå sulten fra bordet. Foto: Kim Haugaard
  • Den nye Restaurant Flammen i Toldbodgade syner ikke af meget udefra, men lokalet er kæmpestort med buffet på hver af restaurantens to etager. Foto: Kim HaugaardDen nye Restaurant Flammen i Toldbodgade syner ikke af meget udefra, men lokalet er kæmpestort med buffet på hver af restaurantens to etager. Foto: Kim Haugaard
  12  
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
Kødelsker, vegetar eller bare til »lidt« af det hele? Flammens overdådige buffet giver plads til at vælge.

Af Jacob Vestervig, jave@stiften.dk
 

Lad det være sagt med det samme: Hvis man er til buffet, er den nyåbnede Restaurant Flammen i Toldbodgade det helt rigtige sted at besøge. Den byder nemlig på en af de absolut bedre af slagsen. Går man sulten derfra, er det bestemt ens egen skyld, for det er tæt ved fysisk umuligt ikke at blive mæt - faktisk overmæt.

Lokalernes størrelse kom noget bag på os, da vi trådte ind i restauranten. Udefra syner den røde murstensbygning med meget få vinduer nemlig ikke af meget, men indenfor er billedet helt anderledes.

Med buffet på hver af restaurantens to etager og et utal af kvadratmeter virker den enorm. Og så alligevel hyggelig med masser af levende lys, kotæpper overalt, samt god plads mellem bordene og akustikplader på væggene, så man kan tale sammen uden at blive afbrudt af sit eget ekko i det høje rum.

Flammens iøjnefaldende og skrigende orange logo er at finde på det meste, hvilket gør oplevelsen noget konceptpræget. Men det er så også præcis, hvad Flammen er. Et koncept.

Restauranten ejes af familien Rosenfeldt Sunddal, der opfandt det tilbage i 1996 i Sønderjylland. Siden er det blevet finpudset, og der er åbnet afdelinger i Kolding, Odense og Vejle og nu altså også Aarhus.

Med konceptet ønsker familien med egne ord at tilgodese ethvert ønske med en kæmpe-buffet med et ganske stort og varieret udvalg. Det, må man sige, er lykkedes.

Citronen vandt

Min ledsager, min otteårige datter og jeg, aftalte, at vi tilsammen skulle prøve det meste af buffetens 10 slags kød. Den aftale viste sig dog efterhånden, som aftenen skred frem, at være helt umulig at overholde.

For mig er buffet normalt ikke det mest ophidsende i verden med mad, der er blandet ind i hinanden, skubbende gæster og tørt kød under røde varmelamper. Men her blev jeg overrasket over, hvor meget forskelligt, jeg egentlig lod mig friste af. For buffeten var nydeligt præsenteret i enkle fade og skåle og var lavet så praktisk, at man kunne gå hele vejen rundt om den.

Aftenens mest positive overraskelse var, at kødet havde sin helt egen afdeling, hvor to mænd i kokketøj omhyggeligt forklarede, hvad man kunne få, og herefter skar de ønskede stykker ud.

Først skulle vi dog prøve dagens to forretter, som var gullaschsuppe og/eller ovnstegt laks. Det fik vi nu hurtigt overstået og efterlod det meste, da suppen var uinspirerende og helt uden smag, mens laksen var kedelig og exceptionel tør. Som min datter udtrykte det:

»Citronen var det bedste.«

I stedet nød vi to voksne de flere forskellige slags lækre, lune brød, der fulgte med forretten til hver vores udmærkede glas Pinot Blanc fra Alsace fra Flammens enkle, men passende vinkort.

Og mens vi lagde an til hovedretten, havde datteren allerede kastet sig over lasagnen, som hun med munden fuld erklærede som den tredjebedste, hun havde smagt i sit liv - kun overgået af en spansk ferierestaurant og så selvfølgelig farfars hjemmelavede.

Kød, kød og mere kød

Kænguru, oksemørbrad og krondyrfarseret vildsvin med tranebær samt kalveculotte, oksesteg, kalkunsteg og oksespidsbryst var noget af det, vi nåede at smage på fra kødbuffetten, før vores maver var fyldte til bristepunktet.

Og med undtagelse af oksemørbraden, som smagte surt og ikke var tilpas mør, var det hele af god kvalitet og med masser af smag. Oven i købet kunne man vælge det meste som enten rosa- eller gennemstegt. En fin service, som kunne have været endnu bedre, hvis man også havde haft mulighed for at vælge rødt kød.

Tilbehøret stod ikke helt mål med kvaliteten af kødet. Forskellige slags kartofler og valget mellem bearnaise whisky- eller vildtsauce var sådan set udmærket, men ikke noget, der vil gå i huskebogen. Dog med en enkelt, men vigtig undtagelse: Vildtsaucen var helt på højde med føromtalte farfars prægtige kogekunst. Masser af smag og en perfekt cremet konsistens.

Og så kommer vi til salatbaren: Et overflødighedshorn af grøntsager, dressinger og salater, som gør stedet et besøg værd i sig selv. Med 50 valgmuligheder skulle det være muligt for selv den største grønthader at opfinde sin egen salat.

Efter flere ture frem og tilbage måtte vi dog give op. Maverne og smagsløgene kunne ikke klare mere. Selv min datter sagde nej tak til is eller æblekage fra dessertkortet.

Så til de sidste dråber af et glas italiensk Negroamaro Malvasia rødvin, som var dejlig krydret, betalte vi regningen på 893 kroner. Yderst rimeligt, når det både inkluderer forret, hovedret og drikkevarer for tre personer. Flammen har en fin betjening og er helt i top, når det gælder buffet. Men absolut med plads til forbedringer på både forretter og tilbehør, så derfor tre stjerner.

Følg aOa.dk på Facebook

Comments

Skriv en kommentar

Kun navn bliver vist i forbindelse med kommentaren.
Dog skal alle felter med * (stjerne) udfyldes.