Af Nicolai Eiberg, nei@berlingske.dk

Restaurant Italia har i mange år huseret på Europa­plads i Aarhus C. Mange har frekventeret stedet i gennem tiden og forsøgt sig på deres store buffetudvalg. Stedet slår sig på at servere traditionelle italienske retter med originalitet og fantasi. Dette lod vi komme an på en prøve, en af de første rigtigt råkolde efterårsdage i oktober.

Vi var lidt tidligt ude denne aften, hvorfor at restauranten var halvtom, da vi ankom. Senere skulle det vise sig, at den store restaurant blev godt fyldt. Restauranten forsøger at holde en rustik og italiensk atmosfære, blandt andet ved at der hænger viskestykker til »tørre«, som gerne skulle iscenesætte et italiensk gårdmiljø.

For at sikre at vi fik testet køkkenets kunnen til bunds, valgte vi at gå uden om tag-selv buffeten og i stedet kaste os ud i à la carte menuen.

Her er det absolut de italienske klassikere, der er repræsenteret, hvilket man ellers ikke altid kan være sikker på ved såkaldte italienske restauranter. Så langt så godt. At niveauet så efterfølgende skulle vise sig at være særdeles ujævnt er så en anden historie. Som følger.

Til forret valgte vi to ærkeklassikere i form af carpaccio af oksemørbrad og vitello tonnato. Begge ankom de forholdsvist hurtigt og tog sig ganske præsentable ud. På ledsagerens side var der fintskåret rosa-kalvefilet med tilhørende tunsauces og lidt få kapers hist og her. Kødet var meget mildt i smagen og blev desværre druknet en smule i den fede tun sauce, som mest af alt smagte hen af et bedre tube produkt. På undertegnedes side var det dog væsentligt mindre interessant. Lige så præsentabelt det fint røde oksemørbrad tog sig ud, lige så svært var det at konstatere om det smagte godt, hvilket skyldes at halvdelen af kødet stadig nærmest var frossent. Det er naturligvis ærgerligt, når nu alle de andre klassiske ingredienser som parmesan, rucola og hvidløgsolie var til stede til at komplementere det fine oksekød.

Generelt ujævnt niveau

Husets vinkort består stort set kun af italienske vin og under hele middagen havde vi valgt at begive os ud i en halv flaske valpolicellacampagnola fra 2006. Denne var ganske blød og rund og havde toner af både tobak og kirsebær og komplimenterede derfor ganske pænt vores velankommet bistecconne og peberbøf. Ledsagerens bistecconne (ribeye steak) var ledsaget af tre små skåle med henholdsvis bearnaise sauce, en let salat samt pommes frites. Til trods for at vi ikke blev spurgt til stegningen af bøfferne, var bøffen ramt ganske fint. Denne fremstod derfor saftig og let rosa i kødet og smagte på sin vis ganske udmærket. Til­behøret var derimod ikke videre inspirerende. Salaten bestod af lidt salat med skiver af tomat, agurk og rød peber, mens bearnaise saucen var så rygende varm, at det var helt tydeligt at den ikke var hjemmelavet, men derimod et simpelt købeprodukt. Ligesådan fremstod pommes fritterne også som dem man finder i de store fryseposer i supermarkederne. Dermed efterlod det kun bøffen som godkendt og det til en serveringspris på 229 kr., hvilket ikke retfærdiggør købeprodukter.

Peberbøffen var ligesom ribeyen, fint stegt, men det var rent held, at vi begge foretrækker bøfferne medium stegt. For som sagt, så blev vi ikke spurgt. Okse­mørbraden var dog fin og mør og havde bibeholdt en god del saft og kraft og fremstod derfor som den eneste succesfulde oplevelse på tallerken, til trods for at smagen af cognac ikke virkelig smagte i gennem. De halve bådekartofler og de tilhørende rodfrugter af gulerod og selleri var alle en smule gummiagtige i konsistensen og var derfor ikke videre interessante. Dog var tanken med rodfrugter et fint og fornuftigt alternativ til kartoflen. Den tilhørende pebersauce var lidt vag i smagen og tilførte primært fedme til retten og var derfor direkte harmonisøgende i stedet for at komplimentere kødet og rodfrugterne, som det bitre og syrlige i en bearnaise trods alt gør.

Derpå var vi kommet igennem fire meget ujævne serveringer, hvorfor at der var lidt opmuntring at spore hos min ledsager da hendes chokoladesouffle ankom. Denne mindede mest af alt om det, de fleste nok kender som en blødende chokoladekage, hvis indre er flydende chokolade. Denne var ganske fint tilberedt og havde både et knækkende ydre og et dejligt varmt og intenst smagende indre. Hertil var der en rimelig standard kugle vaniljeis og en jordbær sauce. Det var ikke høj gastronomi, men det flyttede da niveauet en smule.

Væsentligt mindre heldig var undertegnede med husets tiramisu servering. Det er vel klassikeren over dem alle i det italienske dessertkøkken, som primært består af ladyfingers, kaffe og den cremede mascarpone ost. Denne udgave smagte dog mest af alt af flødeskum og lagkagebund, hvilket også blev understreget af den store klat flødeskum på tallerkenen. Vurderingen af desserten blev dog en kort fornøjelse, efter at et stort stykke plastik var blevet spyttet ud af munden. At man kan servere en ret for kold eller mangelfuld er hvad der sker og det er naturligvis surt show. Men at man kan servere en ret hvori et stykke plastic på størrelse med et stort stykke tyggegummi indgår, det er simpelthen ikke godt nok.

Dermed forlod vi restaurant Italia slukøret og 862 kr. (!) fattigere og kunne dermed konstatere at det formentligt er buffeterne at restauranten skal slå sine folder på. Alt i alt lander vi et sted mellem 1 og 2 stjerner, men vi runder op på grund af den ene gode dessert og det bliver derfor til 2 små stjerner herfra.