Præciser din søgning i menuen
Anmeldelse
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
Føj til favoritter Del Send
Restaurant og café | 09/02/12

Madanmeldelse: Restaurant Miró

Restaurant Miró

Marstrandsgade 2
8000 Århus C

Åbningstider

Tirsdag-lørdag fra 18:00

Kontakt

86138700
 
  • Foto: Axel Schütt Foto: Axel Schütt
Anmeldelse
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
Der er ikke megen finanskrise at fornemme i Mirós menneskefyldte lokaler. Til gengæld er her masser af lækker mad og ikke mindst suveræne vine til billig penge.

Skulle man nogensinde slå sig ned som restauratør, skulle man være som Tony Leichtle, indehaveren af Restaurant Miró, som han nu driver på 22. år. Sådan vimse omkring, hyggesnakke med gæsterne og generøst skænke vine op i selv halvfyldte glas.

Han er som taget ud af Lady & Vagabonden; fyldig i korpus, nænsom i gemyt. Det samme kan med nogen ret siges om maden på Miró - i al fald er den fyldig, kraftig og yderst velsmagende, men bedst af alt er nok de velvalgte og yderst godt matchende vine. 

Ingen krise her 

Beliggenhed er ikke rigtig noget, Miró gør i. Placeret på lidt af en udørk på et hjørne tæt på den stærkt trafikerede Vester Allé, må Miró ty til andre midler for at lokke kunderne til. 

Og at dømme efter den godt fyldte restaurant denne fredag aften i januar, som ellers har ry for at være en spis-hjemme-og-spar-penge-måned, må man konkludere, at Miró har fat i den lange ende. Menukortet er forholdsvist spartansk, idet vi har at gøre med en månedlig menu, hvor der så kan vælges mellem 3 retter til 398 kroner og op til 6 retter for 598 kroner. Den tilhørende vinmenu kan fås for det samme som maden. Enkelt, overskueligt og dejlig ligetil.

At skære det grønne  

Inden vi når til retterne, får vi dog serveret en bid brød med tre dejlige omgange smørelse, hvor især en klat svinefedt gør godt i ganen.  

Svinefedt på brød er en jordnær men prægtig spise. Derpå dukker en uventet appetizer op i form af bl.a. laksetartar og sirligt skåret broccoli. At spise denne appetizer er en påmindelse om hvor meget udskæring af en grøntsag kan betyde for smagsoplevelsen. Jeg skal vist ud og have fat i et mandolinjern efter at have smagt en yderst tyndtskåret broccolistok.  

Spar på ordene 

Så når vi til den første forret bestående af havtaskefilet svøbt i serranoskinke og dertil en lækker, blød artiskokcreme og en beurre blanc, som jeg tror vil kunne bringe smilet frem på selv den sureste stodder.  

Fisken er ypperlig tilberedt og eneste streg i regningen er nogle oliven, som jeg ikke rigtig ved hvad har at gøre på tallerkenen. I glasset får vi at vide, at vores 2008 Riesling trocken von Racknitz er en tør, nærmest kalket omgang. Jeg har lidt vanskeligt ved at smagen kalken, og at vores tjener vælger at sætte ord på vinen, inden vi smager den, er heller ikke noget, jeg er pjattet med, men det er nok en smagssag.  

Til gengæld har jeg absolut intet at udsætte på forret nummer to, hvor en hummer maultasche, hvilket åbenbart er den tyske afart af ravioli, får selskab af perfekt pocheret æggeblomme og overjordiske dildperler, hvis tilblivelses-metode jeg ikke kan regne ud. Flot ser det i hvert fald ud, når tjeneren ved bordet hælder de små perler ned i en hed jordskokkesuppe, hvorefter de flyder ud og atter gør vores verden grøn.  

Saft & Kraft 

Foie gras er muligvis fast inventar hos Tony, men i aften synes jeg, at det er måltidets svageste ret.

Den stegte gåselever bliver serveret med en fasanroulade, som intet kan stille op med den dominante lever. Flankeret af gulerod, trøffel og kørvel er der tale om en meget kraftig ret, som måske ville have godt af et enkelt, syrligt element. Til retten får vi en 2009 Juliénas Cuvée Prestige fra Domaine Darroux i Beaujolais, som med sin saftige og afrundede smag går fint i spænd med den kraftige ret.

Saft og kraft går igen i hovedret nummer to, som et vidunderligt mørt stykke okse, hvor tre forskellige løg (stegt, syltet og løgring) gør det godt i deres vekslen mellem skarphed og fedme, mens en kartoffeldoughnut er en anelse anonym i smagen. Til gengæld er den velskænkede sauce Bordelaise af en sådan karakter, at man gerne inviterede den til at få permanent opholdstilladelse i det lille hjem. 

Brød med frugt

Portionsstørrelserne hos Tony ser ikke ud af meget, når de ankommer, men på grund af den vældige kraft i smagen, mætter de unægteligt. 

Og da vi nu når til osten, begynder mætheden da også at sætte ind, men så er det, man møder en flot tallerken med primært franske oste flankeret af lækkert tilbehør såsom syltede nødder, knækbrød og et mørkt brød med frugt i, som smager langt bedre, end det ser ud. 

Så blev det desserttid, hvor en heftig chokoladekage dansede tæt med en kraftig og yderst frugtig passionscreme. Igen gjorde vinen den bedste figur på bordet; en 1998 Welschriesling Trockenbeerenauslese fra østrigske Münzenrieder - en liflig sødme, men stadig med en dejlig lethed over sig, der harmonerer helstøbt med passionen.

Åh, vin 

Vinene og den generøsitet, hvormed de skænkes op, er måske vitterligt det bedste ved aftenen. 

Ikke forstået sådan, at maden ikke var i orden. Det var den bestemt men enkelte retter var måske lidt for reaktionære i det og kunne kanske godt piftes lidt op men igen, er man til det klassiske, franske køkken lavet til stort set perfektion, kommer man ikke udenom Miró.

Vi væltede vinøst fortumlede men bestemt ikke forkomne ud i den århusianske nat. 2392 kroner fattigere men givetvist også en tand lykkeligere, end da vi ankom.  

Restaurant Miró, Marstrandsgade 2, 8000 Aarhus C, tlf. 8613 8700. Hjemmeside: www.restaurant-miro.dk, kontakt@restaurant-miro.dk. Åbningstider: Tirsdag – lørdag  kl 18.00 til ?, Køkkenet lukker dog klokken 21.30. Søndag og mandag er restauranten lukket, men kan efter aftale holde åbent for større selskaber og konfirmationer.

Læs også: Madanmeldelse: Malling Kro 

Læs også: Madanmeldelse: Restaurant Carlton   

Få alle nyheder om 'Restaurant og Café livet' i Aarhus direkte på mail. Tilmeld dig aOa.dk's nyhedsbrev her. 

Følg aOa.dk på Facebook

Javascript is required to view this map.
Kort