Af Kirsten Dahl, red@stiften.dk
Farverne er en fest. Knaldrøde jakkesæt og limekontrasterende skjorter. Giftiggrøn nederdel og hidsiggul top. Stærk orange cardigan, pink tubekjoler og røde stiletter. Humøret er hamrende højt, hvad angår kostumerne.
Det gælder også lys og scenografi. Scenen bader i pangfarvet lys som i et zappende tempo og med skiftende kulører illuminerer den trappeelementopbyggede scenografi – eller skal vi sige som et andet tivoli eller hitparadeshow lyser de køkkenelementassocierende kasser op.
Siger jeg: »Vores hængsler passer ikke rigtigt sammen«, »hvis I to var ludobrikker…« og »det er min sædkvalitet. Den er helt i bund«, er der næppe mange, som er i tvivl om, at replikkerne er fra Susanne Biers filmsucces »Den eneste Ene«. Her er det imidlertid en musicalversion, jeg refererer til. Den anden version af slagsen.
Jeg fik desværre aldrig set Peter Langdals iscenesættelse, som i 2006 vandt en Reumert i kategorien Årets Musikteater/Show. Denne 2012-version når desværre ikke filmen til sokkeholderne.
Musicalen har godt nok medtaget de replikhighlights, som gjorde filmen til kult. Men hvor de i filmen er knyttet til velspillede komiske situationer, er de her klistret ind i en helhed, som er blevet en stort set ligegyldig glat sag. Drænet for filmens skønne komik og den menneskelige varme, som gør filmen ægte nærværende.
Kenneth Kreutzmanns iscenesættelse er et af musicalens store problemer. De medvirkende får ikke meget andet end tykke klicheer uden satirisk svirp at arbejde med. Der er lyspunkter. Nikolaj Kopernikus formår i store dele af musicalen at gøre rollen som Niller til sin egen. Mest udtalt, da han første gang møder Sus og nærmest lammes af Amors pil. Robert Hansen har som Knud både humoristisk og rytmisk karat, når navnet Mgala får ham til at danse håndværker-afrikansk dans.
Men ellers blegner han i forhold til filmens Lars Kaalund. Og Xenia Lach-Nielsen, der mest ’spiller over gevind’ som Lizzie, geråder ud i en vellykket overdrivelse, når hun lader en sang kulminere i operalignende højder. Men ellers er det nærmest, som om stykkets karakterer er overladt til egne gebærder.
Linda P får i rollen som Mulle formindsket sit komiske talent til kluntede gebærder. Sofie Lassen-Kahlke har efter et par minutter på scenen som Stella vist os stereotypen af en blondine. Kaya Brüel sætter charme og turbo på Sus, men forekommer alligevel som en svag afglans af Sidse Babett Knudsen, hvis finurlige rollespil, hun virker til gerne at ville ramme. Og Jimmy Colding har hverken den statur eller den karisma, der skal til for at skabe en Sonny.
Overdrevne hoftevrik og arme, som krydser ind over brystet, er der masser af i Vicky Leanders koreografi. Men hvorfor skal bevægelserne være så ens hele vejen igennem? Og hvorfor skal det ligne en fortidslektion i aerobic for begyndere?
Hvad med sangene og musikken da? Skuespillerne synger OK, men er ikke de store sangere. Men koret består af sikre stemmer, og musikerne er dygtige. Når noget, der tenderer en musikkoncert, afløser de mange små sketchagtige spilscener, er der mere at komme efter. F.eks. i sangene »Meget mærkeligt firma« og »Så tænker jeg jo bare på dig«.
Sangene fra filmen er med og skaber genklang. Men en del af de tilføjede sange glider lige som musicalen i øvrigt sammen og tager sig alt for meget ud som et tivoliseret show. Et show, der skøjter hen over den kerne af hjertevarme og håb, som musicalen ellers siger, den ønsker at blotlægge.
Musical af The One & Only Company baseret på filmen af Susanne Bier. Instruktion: Kenneth Kreutzman. Koreografi: Vicky Leander. Scenografi og kostumer: Rikke Juellund. Lysdesign: Lars Schou. Musikere: Joakim Pedersen (kapelmester og keyboard), Stine Kongsted (bas og kor), Vicky Singh (guitar og kor), Marcus Liliequist (trommer), Phong Le (keyboards). Medvirkende: Nicolaj Kopernikus, Robert Hansen, Jimmy Colding, Kaya Brüel, Christiane Schaumburg-Müller/Sofie Lassen-Kahlke, Xenia Lach-Nielsen, Linda P. m.fl. Premiere i Musikhuset Aarhus, Store Sal, 11.10.12 kl.20. Spiller t.o.m. 27.10, tirs.-lør. kl.20, lør. 20.10 også kl.15.