Af Kirsten Dahl, kultur@stiften.dk

Forestillingen hedder »Electronic City«, men kunne lige så godt hedde »Electronic airport«, fordi vi det meste af tiden befinder os i et lufthavnsområde. I terminaler, i businesslounges eller ved kassebåndet i fastfoodbutikker. Af og til er vi et smut forbi et hotel. Et hotel, hvor koden til døren er glemt. Hvor opladeren er væk. Hvor nettet ikke har fat. Hvor mobiltelefonen har mistet sin kontakt. Hvor ingen i virkeligheden ved hvor de er eller hvem de er. Alt og alle ligner hinanden på en prik. Alle har lige travlt og alle har mistet grebet om hvor de kommer fra og hvor de er på vej hen. At der overalt står »Welcome Home« er grotesk og forstærker blot følelsen af desorientering i det anonyme kaos- og kodefyldte, de grå ’kopier’ haster rundt i.

Alle er på travl gennemrejse med et økonomisk gevinsttikkende ur stresshamrende på indersiden af den hjerneskal som pumper adrenalin og aggression i terroreksplosive doser ud i kroppen ved den mindste flyforsinkelse. I virkeligheden følger vi kæresteparret Tom og Joy som hvirvler rundt i dette elektroniske digitaliseringshelvede i forgæves forsøg på at planlægge sig til bare en halv times møde for-real, for som det siges i stykket: »jeg ville bare så gerne lægge hovedet på din skulder et øjeblik..«

Centrifugetekst

Den tyske dramatiker Falk Richter spidder nutidens vesteuropæiske finans- og teknologistyrede livsform. Han gør det i en dramaturgisk legende og intellektuel formuleret form. Der er ikke kun én Tom og én Joy. Der er tre af hver. Rollerne er splittet ud akkurat som tilværelsen er slået itu og fragmenteret. Og spillet foregår i mange fiktionslag. Stykket er en zappende og sammenblandende situationsfrise over det moderne nutidsmenneskes liv i lommen på en globaliseret økonomi og teknologi, samtidig med at det også viser en filminstruktør der er i gang med at iscenesætte et hold filmskuespillere. Det giver alt sammen skuespillerholdet fine muligheder for at vise hvad de kan.

Om man lige er til Richters type af dramatik afhænger nok af ens lyst til og interesse for at lytte til en tekst, hvor det næsten føles som om replikkerne er proppet ned i en akademisk tænkende centrifuge hvor de bliver slynget rundt, så de via deres fart og gentagelser er med til drive vanviddet i det globale livsførelse frem. Udover at teksten fordeler sig fint på de seks medvirkende er den også qua sin kompleksitetsgrad og ordvalg en udmærket udfordring for dem.

Thers flammegreb

Med Alexa Ther (der fx stod bag opsætningen af Store Scenes »Brødrene Løvehjerte«) har spillerholdet haft en erfaren iscenesætter, som har forstået, at Richters tekst kræver en fræk iscenesættelse. En iscenesættelse med tempo, drive og variation. Det er lidt som om Ther har ført en gasflamme ind under både tekst og scenegulv. Ophedet både indhold og fysik. Når vi non stop kredser om det samme tema kræver det den rytmik og de eksplosioner i spillet som Ther kan finde på. Spillerne vader og vikles ind i kassebonspapir. De tumler rundt med sandwich- og sushibakker. De vælter omkuld. Står og stener. De finder kortvarigt sammen i flygtige kys eller tætte omfavnelser. De lave komik ud af tragik. Og de spiller rollerne som filmskuespillere der bryder grædende sammen eller som siger vredt fra overfor deres instruktørs dessiner.

»Electronic City« giver en god forsmag på et skuespillerhold som om et halvt års tid er færdigudklækkede. Det bliver interessant at opleve deres afgangsforestilling til foråret.

»Electronic City« af Falk Richter. Instruktion: Alexa Ther. Scenografi: Kisser Rosenquist. Medvirkende: Marie-Lydie Nokouda, Josephine Raahauge, Helle Rossing, Ole Ellersgaard, Thomas Nilesen og Jakob Svarre Juhl. Præsentationsforestilling fra Skuespillerskolen ved Aarhus Teater. Danmarkspremiere på Aarhus Teater, Stiklingen 20.oktober kl. 19.30. Spiller t.o.m. 10. oktober Man-fre kl. 17.00. lør. kl. 19.30.