"Hvid Stolthed" stiller os i udsigt at være "en underholdende og stærkt provokerende afsøgning af spændingsfeltet mellem fodbold, tro og politik og de rabiate rivaliserende grupper, der gemmer sig bag begreberne". Stykket vil "udfordre de rigtige meninger og sætte spørgsmålstegn ved, om verden virkelig er så sort/hvid, som vi nogle gange bilder os ind". Hvordan lykkes det så?

Egentlig OK, men ikke som et brag af en forestilling. Ikke en, man rystes af undervejs og ikke en, der rusker op i indgroede fordomme og får en til at se tingene i et andet og nyt lys. Garfield og opsætningen har taget det standpunkt at sige, at alle er en del af den vold som opstår i arenaen.  

På fodboldverdenens kampzone og i livets gladiatorspil, for nu at referere til de gamle kampe stykket i starten omtaler. Såvel den unge højreekstremistiske fyr med hagekorset på ryggen og det udtalte had overfor andre nationaliteter end danske. Den unge koreanske pige, der som autonom er fokuseret på det kapitalistiske samfunds undertrykkende kraft. Og den ældre mand, som dyrker at tage sit barnebarn med til fodboldkamp og i øvrigt (med Voltaire) siger, at folk må sige og mene hvad de vil. Alle er part i sagen. Medvirkende til den ulykke der sker.

At Garfield ikke har ladet den nynazistiske fyr være alene om at skabe miseren er selvfølgelig helt bevidst. Som repræsentanter for de tre forskellige livsindstillinger indtager henholdsvis Andreas Brink Madsen, Solvej K. Christiansen og Victor Marcussen scenen. I starten i monologdele. Vi skal lige lære dem at kende. Siden i samspil, hvor fronter trækkes op og forskelligheder tegnes. 

Smedegaards iscenesættelse er vågen og udmærket, men dog ikke en som byder på de store overraskelser. Madsen er en ferm skuespiller og hans skuespilstil er som den han har praktiseret i Von Baden regi: Præcis, hurtig og velartikuleret. Marcussen er spillets 'bløde' figur, og han spiller rollen med velkendt stemmeføring og kropsspog. Endelig er spillets kvindelige aktør et nyt ansigt på Svalegangen og Christiansen pendler udmærket mellem at spille autonom og barnebarn.

Hen over forscenen og op og ned af den græsbeklædte tribune, hvor fodbolde ligger spredt, udspiller de tre skuespillere et forløb en aften AGF vinder guld. Og ind i den kamp væves situationer, holdninger og synspunkter omkring racisme, det kapitalistiske samfundssystem og familietvister og manglende harmoni. Tanken er åbenlyst at åbne fodboldtematikken op, så stykket får et bredere perspektiv. Så det taler om ytringsfrihed på mange planer. Fornuftigt og fint nok. Det virker bare lidt for konstrueret.

"Hvid Stolthed" af Andreas Garfield. Idé og iscenesættelse: Per Smedegaard. Scenografi: Gitte Baastrup. Medvirkende: Victor Marcussen, Anders Brink Madsen og Solvej K. Christiansen. Urpremiere på Svalegangen 25.8 kl.20. Set 24.8 kl.20. Spiller til og med 28.9, man. - fre. kl.20. Lør. kl.16.  Danmarksturné fra 3.10 til 4.11.   

Læs også: Fodboldfeber og fløjkamp i nyt teaterstykke

Læs også: Efterårsprogram med komik og koncerter i Musikhuset