Der er mindst to gode grunde til at se Aarhus Teaters opsætning af "Jeppe på bjerget". Den ene er to skønne skuespilpræstationer i et ensemblespil som i øvrigt er rigtig godt over hele linjen.

Jens Albinus spiller Jeppe med en overlegen distance og en sensibilitet, så vi mærker, at her er en skuespiller, der har styr på både hvorfor, og hvordan rollen skal spilles.

Albinus har os i sin hule hånd. Lige fra han tumler ind på manegen for med klovnens elastiske gestik at søge at fange de hanrejbukser, der hvirvler rundt om hælene på ham. Til han tilslut hænger på en bøjleknage for der at vågne op igen som bonde. Undervejs har han i synkron fingeropstilling ladet vandet side om side med Niels Ellegaards Jakob Skomager og tumlet rundt med selv samme i en finurlig fuldebøtte-koreografi. Og hans Jeppe har filosofisk-humoristisk grundet over sin situation som baron. Den 'baron', som konstant får besøg i sin tanker og handlinger af bondeknøsen Jeppe. Alt i alt en eminent Jeppe-gestaltning.

Marie Louise Wille er Albinus kvindelige pendant. Wille er som Albinus vitalt tilstede med et charmerende, nærværende og præcist spil. Det er en nydelse at se hende sno sig farcefrækt og kvinde-kækt hen over scenen i en rød robe, der emmer af fest og ballade. At se hendes Nille slå smæld med en giga stor Mester Erik-krabask. Og at lytte til hvordan hun i Nilles indledningsmonolog fermt viderefører musikaliteten fra de to musikere, som slår en uhøjtidelig stemning an af det kaos, der hersker i Jeppe. Og så er vi ved fremme ved den anden gode grund til at slå sig ned i Scala-plysset: Peschel iscenesættelse.

Læs også: Ny stor dansescene åbnes i Aarhus

Ord-diarré 

Måske kan nogen huske hans iscenesættelse af Ibsens "Et dukkehjem" på teatret i 2010? Roen har bestemt ikke sænket sig over den tyske ühne-instruktør. 

Spillerne dukker op af gulvet. Spurter som raketter rundt på alle fire. Repeterer scener i groteske gentagelsessløjfer. Rabler replikker af som akkordbetalt ord-diarre. Skifter rolle ved blot at snurre en omgang rundt eller vifte med hånden. De brager gennem gulvet. Tager bad undervejs. Bryder ud i tyske lieder og engelske sange, som matcher stykkets 'her og nu'-stemning. Og de vælter hulter til bulter rundt mellem hinanden. Sammen skaber de et virvarfyldt udtryk for det spil, Jeppe er viklet ind i.

Læs også: Anmeldelse: Mozarts Don Juan

Fokuseret og sløret

Man kan selvfølgelig spørge om opsætningen i særlig grad gør den gamle nationalkomedie nutidstilgængelig og relevant. Underholdende og uforudsigeligt er det i al fald. Som jeg oplevede det har Peschel, der åbenbart ikke kendte stykket i forvejen, begået en udlægning af Jeppe, der nuancerer hans identitet.

Er der da intet som "tæller minus"? Jo, der er scener, som ikke er faldet rytmisk i hak. Og der er passager, hvor det løsslupne har karakter af 'form for formens skyld'. Det er en elegant finesse, at baronscenen trækkes ud, så vi tydeligere mærker Jeppes tilstand. Men der er også steder i spillet, hvor meningen med det hele virker sløret. Bliver vi klogere på Jeppe? Har Peschel for mange dagsordener? Stikker han dybt eller skøjter han? Jeg oplevede begge yderpunker. Både et fast fokus og en diffus slinger. 

"Jeppe på Bjerget" af Ludvig Holberg. Instruktion: Milan Peschel. Scenografi: Nicole Timm. Komponist: Kim Kix & The Atomic Child. Medvirkende: Albinus, Marie Louise Wille, Niels Ellegaard, Frederik Ømann, Mette Døssing og Peter Flyvholm. Premiere på Aarhus Teater, Scala 11.2.12 kl.16. Spiller t.o.m. 10.3.12.

Læs også: Aarhus Teater aflyser Jeppe på Bjerget