To midaldrende mænd i gråt tøj mødes på vej til en begravelse. De er tavse. I deres ansigt og på deres bevægelser kan vi se, at de er påvirkede af situationen – og at de kender hinanden godt. Netop de to mænds venskab, deres vaner, deres små tvister og deres omsorg for hinanden kommer vi på tæt hold af den næste times tid. Vi bliver deltagere i et forløb der konstant har tiden og livets forgængelighed med sig som en sørgmunter følgesvend

Uden at sige en lyd og med nærmest ingenting giver Hans Rønne og Folmer Kristensen os en stribe vidunderligt spillede eksempler på hvordan vi omgås hinanden.

Læs også: Anmeldelse: Faldskærmsudspring eller om kunsten at falde

Stor poesi

Vi er ikke et øjeblik i tvivl. Vi kender situationerne og følelserne. Uenigheden om hvilken vej man skal gå. Besværet med at finde sig til rette på den soveplads man bliver tildelt eller får skaffet sig. Ømheden i en krop som ældes. Omsorgen for den der slår sig. Osv. osv. Små hverdagssituationer som i Petrea Søes flotte iscenesættelse er blevet overrasket tvistet og som hele tiden handler om mere end det, de umiddelbart viser. Stor poesi opstår ud af 'ingenting'. Her skal ikke siges noget. Det vil kun være forstyrrende. Situationerne bliver meget større uden det talte sprog.

"Kun Sten" taler gennem spillernes bevægelser og pauseringer. Gennem Søren Siegumfeldts stemningsfulde kompositioner. Og via de få ting, som er i Gitte Baastrups velvalgte tomme grå rum. Her behøves kun et par små papkasser. Nogle lange planker. Et reb. En begravelsesbuket som følger med i samtlige scener, som påmindelse om livets forgængelighed. Og smukt belyste sten i forskellige størrelser.

Læs også: Anmeldelse: Solens Børn på Aarhus Teater 

Papkassekomik

Alvor og komik går på berørende og betagende vis hånd i hånd. Intet sjovt uden en vemodig side. Ingen alvor uden humor. På en usædvanlig måde giver "Kun Sten" os billeder på helt almindelige mellemmenneskelige følelser. Begejstring. Små glæder. Stor henrykkelse. Irritation. Savn. Vemod. Og Sorg.

Det er måske svært at forestille sig, at det kan illustrere lyst til livet, når en mand stikker hovedet ned i en papkasse. Men det sker her. Først dykker den ene mand. Derpå vil den anden mand også prøve. Og hvad sker der så? Jo, de stikker de begge samtidig deres hoveder ned i papkassens dyb – og det gør dem godt! Det ser fuldstændigt akavet ud – men føles fuldstændig rigtigt. Forestillingen vrimler med den slags vanvittige og samtidigt kløgtige eksempler på liv.

Læs også: Anmeldelse: Kvinde Kend din Krop

Knallertdrøn og gravsten

"Kun Sten" minder os om at tiden går og om at vi alle skal dø. Den gør det med elegant sparsom brug af videobilleder af de to mænd som toner frem på bagvæggen som erindrende skikkelser. Den gør det med knallertdrøn og lysende lygter i en skøn ungdomsscene. Og den gør det tilslut, når de to mænd i stedet for at forlade deres vens gravsten lægger sig ned på jorden på hver side af stenen, så deres hoveder forvandler sig til to sten i rækken. Et nænsomt og stærkt slutbillede i en yderst seværdig forestilling.

”Kun Sten” af "Teatret" i Co-produktion med Svalegangen. Instruktion: Petrea Søe. Scenografi: Gitte Baastrup. Komponist: Søren Siegumfeldt. Video: Kim Søgård. Medvirkende: Folmer Kristensen og Hans Rønne. Premiere 20.10.11 kl.20. Spiller til 19.11. man. - fre. kl.20 Lør. kl.16.

Læs også: Anmeldelse: Hamlet