Kvinde kend dig krop – ja det skal jeg da lige love for vi kommer til – på den mest kostelige vis.
Uanset køn knækker vi sammen af grin i muntre latterplamager over alt det, som Kamilla Wargo Brekling har fået ud af at sætte rødstrømpebevægelsens kropsbevidstheds- og frigørelseskampskrift »Kvinde Kend Din Krop« fra 1975 i scene og føre den up to date.
I løbet af halvanden times tid bliver vi præsenteret for en non stop tour de force i alskens sider af kvinde(under)livet. Her mangler intet. Her vises alt. I herligt drejede doser.
Anne Vester Høyer leverer slagstøjsbegejstret en herlig gennemgang af den kvindelige orgasmes fire faser. Lohman udfolder med gummielastisk mimik og gestik en demonstration af hvordan veer kan få en til at danse smertedans. Høyer stavrer højhælet rundt med en overjegstyret overkrop der vil et traditionelt hjemmeliv med hjemmebag og telefonopkald til svigermor, mens hendes understel med magnetisk træk i den modsatte retning vil ud at føjte. Høyer leverer også en skøn visning af hvor forskelligt en kvinde vender hjem og sætter nøglen i døren, alt afhængig af om det foregår i hverdagstravlt dagslys eller i forfølgelsesparanoidt natmørke. Hun tolker med snurrende hofter og inciterende øjne »Mit Kat den danser Tango«. Lohman forstå med et solidt humoristisk eftertryk at agere urmand på savannen. Med ryggen til og med håndholdte viftende balloner må han være enhver biologilærers drøm af en demonstrationsmodel på kvindekønnets kønsorganer.
Et skønt kommenteret bud på samlejestillinger får vi også. Ligesom de to spillere med en mikrofon mellem benene, små vippende bevægelser og replikudvekslingen »Har du haft en god dag?« sat på gentag, leverer et genialt billede på doven sex.
Lohman og Høyer leverer en mosaik over kvindekønnets forskellige livssituationer. Og de gør det i et flot samspil med hinanden og med os. Med tindrende glimt i øjet og med sprækker af alvorsfyldt smerte.
Vi kommer vidt omkring. Kønsbehåring og glatbarbering, plastikkirurgi, voldtægt, selvhad, kropskontrol, graviditetsbesvær, fødsler og sågar en hel livscyklus. Det hele bliver serveret med høj energi og masser af bid. Høyer flår hår af med voks som gjaldt det livet. I rask trav foran spejlet forsøger hun desperat og forgæves at tale venligt til billedet derinde, men opdager hele tiden nye ’skavanker’: grå hår, tyk bagdel, blævrende overarme osv. Og hun modtager i en lægekonsultationsscene beskeden om sin kræft uden at diagnosen behøver at blive nævnt.
Som altid når Kamilla Wargo Brekling er iscenesætter er der masser af krop og dynamisk i spillet. Her behøves kun en rækker rullende gardinforhæng, der bliver flyttet rundt og belyst lidt forskelligt, to spillere i sort og hvidt – eller ingenting, og så en humoristisk og begavet tekstfortolkning. Det var yderst velfortjent at Mungo Park vandt en Reumert i år i kategorien Årets Store, Lille Forestilling, for deres dramatisering af klassikeren »Kvinde Kend Din Krop«.
»Kvinde Kend Din krop« frit efter de populære håndbøger. Instruktion: Kamilla Wargo Brekling. Scenografi: Helle Hamgaard. Medvirkende: Anne Vester Høyer og Jacob Lohman. Produktion: Mungo Park. Premiere på Aarhus Teater, Scala 5. oktober 2011, kl. 19.30. Spiller her til og med 8. oktober 2011, hverdage 19.30. Lørdag både kl. 16 og kl. 19.30.