Præciser din søgning i menuen
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
Føj til favoritter Del Send
Scene | 12/10/12

Anmeldelse: Kvinde kend dit skab

Oprettet af Kirsten Dahl, kultur@stiften.dk

Tidspunkt

Bora Bora

Valdemarsgade 1
8000 Århus C

Åbningstider

man - fre: 10:00 -16:00

Kontakt

86190079
 
  • Foto: Christoffer Brekne Foto: Christoffer Brekne
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
Skøn skabsdans på Bora Bora

»Strit-dans«, »strut-dans«, »bukselinnings-dans«, »slaskedukke-dans« og »skabsdans«. Don*Gnu’s Don (Jannik Elkær Nielsen) og Gnu (Kristoffer Louis Andrup Pedersen) er ophavsmænd til den både skrupskøre og meget muskelkrævende dans, som for tiden kan opleves på Bora Bora.

»Kvinde Kend Dit Skab« er en festlig sag. En krudttønde af drenget muskeldanseenergi tilsat Alice Carreries blide pigede energi formet i sang og musik.

Efter en musikalsk intro lægger kedeldragtklædte Don og Gnu morsomt minimalistisk ud. Side om side og tæt på et skab eller to, verfer de på skift med små rytmiske bevægelser hinanden udvalgte steder på kroppen.

Som en lille hyperaktiv propel svinger Don sin hånd frem og tilbage langs siden af Gnus torso. Siden ind mellem hans ben og op og ned under hans næse. Gnu tager over og foretager en tilsvarende lille håndsvingningsdans op og ned ved Dons bryst(lomme) og fra side til side ved hans øreflip. Ud af det åbenlyst skøre opstår der en ubekymret humor som fortsætter til finalen, hvor de to dansere på toppen af et tårn af nedlagte skabe puster ud som to rovdyr der har været på jagt hele natten.

Sveddryppende

Sveddryppende sidder de to dansere iført cowboybukser, tanktoppe og sandaler og sunder sig ovenpå et forløb, hvor deres dansepartnere har været både en livløs statue, en gummielastisk mand og en stribe skabe.

Der går maskinhal i dansen, når Don og Gnu lader Carreri glide og bevæge sig fra skab til skab som en stivfrossen vare på et fabrikssamlebånd. Senere kaster og slynger de rundt med Simon Beyer Pedersen, som er i stand til at danse som havde han ingen stabile kogler.

Og ikke mindst sætter Don og Gnu med stærk udstråling deres egne kroppe fri i noget, man måske kan kalde drengerøvsspasmer. Vilde, voldsomme og naivt glade spjæt og spark, som både synes at parodiere etablerede dansetrin og slå en tyk streg over konventioner for passende voksenopførsel – som havde deres lemmer fået grineflip.

Muskelstyrke og sødmesang

Som iscenesættere og koreografer har Don*Gnu sørget for et fint samspil og nogle fine overgange mellem rå mandeenergi og blid femininitet. Kønnene er uden at det bliver klichefyldt trukket ud i ekstremerne. Mændene okser rundt og bruger deres ’muller’, mens kvinden sender sensuelle vibrationer af sted med sin fløjlsbløde stemme og sin krops runde kurver. Især flot udtrykt i sekvensen, hvor Carreri lægger ud på ukulele og så bliver suppleret af et orkester af tilsvarende musicerende mænd, der med uhøjtidelighed og udadvendt energi drejer udtrykket i maskulin retning.

Og endelig er det, som gør forestillingen helt særlig, det, at makkerparret har sørget for, at de medvirkende hvide skabe på varieret vis bliver deres dansepartnere. Det er i sig selv imponerende at opleve hvordan Don og Gnu bugserer rundt med skabe, som hver vejer 50 kilo. Og det er fascinerende at mærke det »hov!«, der kommer til én, når man opdager, at der jo ikke ’blot’ er fem performere på scenen: skabene danser jo også som var de mennesker med kroppe, som har indøvet bevægelser og trin.

Begyndelsen er en lidt tung orgelklingende sag, og undervejs har de tre dansere en dans, som trækkes lidt for længe. Men det er småting i en helhed som er forfriskende drengeenergisk og fyldt med skøn musik. En herlig forestilling som giver appetit på mere af samme skuffe.

Danseforestilling. Ide, instruktion og koreografi: Don*Gnu. Musik og performance: Rune Kaagaard og Alice Carreri. Video og digitale medier: Christoffer Brekne. Scenografi: Siggi Palmason. Lys: Per Christian Holck. Dans: Jannik Elkær Nielsen, Kristoffer Louis Andrup Pedersen og Simon Beyer Pedersen. Coproduktion mellem Don*Gnu, Bora Bora og Kulturmetroen i Horsens. Urpremiere på Bora Bora 11. oktober kl. 20.00. Set 10. september kl. 20.00. Spiller også 12. oktober kl. 20.00 og 13. oktober. kl. 17.00.

Følg aOa.dk på Facebook

Javascript is required to view this map.
Kort