Hvis problemer og svagheder bliver skildret ligefremt, dynamisk og med et skævt smil på en teaterscene er det ofte morsomt. Undertiden kan det være overordentligt sjovt og rumme ingredienser som sætter spor. Som planter uforglemmelige sceniske momenter og stimulerer til eftertanke. Sådan er Von Badens 10-års jubilæumsforestilling ikke helt.

Men forestillingen er seværdig for sin ligefremme energi, sin humor og sin bestræbelse på at kaste manderollen anno 2011 ind i spotlyset.

Iført skrigende rød tilbudstrikot med logoet L spændt ud på brystkassens gule supermandstrekant som signal om at her kommer Lovens Vogtere befolker Anders Brink Madsen, Frederik Meldal Nørgaard og Henrik Vestergaard scenen som henholdsvis Emil, Gustav og Peter – tre venner som søger sammen i ejendommens kælderhybel, hvortil de er blevet forvist med deres superheltetegneserier. Og det er herfra at de i ført superheltekostume går i kollektiv selvtægtsaktion, for det er nu det handler om at genvinde eller manifestere det maskuline terræn.

Opgaven er alt andet end let, når de alle er belemrede med kærester (alle spillet af Kathrine Høj Andersen), der behandler dem som blebørn og på hver deres måde tørrer deres egne svagheder og problemer af på ’de stakkels mænd’. Lars Husum er bestemt ikke uden evner for at skrue en underholdende komedie sammen. Med korte og mundrette replikker tegner han de tre mænds kamp for at vinde maskulinitetsterræn så man skal være meget låst i mundtøjet, hvis latteren ikke finder vej ud. Husum får meget sjovt skildret den forskel der er på det ’jeg kan klare alt og mere til’-billede, som de tre mænd gerne vil skabe af sig selv og de usikkerhedsfyldte og følsomme drenge-bangebukse, som de i virkeligheden er.

Siggi Oli Palmasons stilladsscenografi, som illuderer en ejendom med lejligheder med sofastuer og ’slyngelbule’ i kælderen, fungerer i forhold til teksten. Men det er også et lidt vel slidt rum i den betydning, at det er set mange gange før.

Anders Brink Madsen, Frederik Meldal Nørgaard og Henrik Vestergaard spiller med vanlig energipumpet ’drengerøvsenergi’ og flair for at formidle tekstens kiksede attituder. Det sidste har især Frederik Meldal Nørgaard en veludviklet evne for.

Kathrine Høj Andersen klarer fint at spille tre forskellige piger. I rask fart mellem lejlighederne går det. Fra en sofa til en anden. Fra en gnaven bestemme-kone til den næste og retur til først den ene og så den anden. At alle tre kvinder spilles af den samme skuespiller øger fokuset på stykkets tematik og mandesynsvinkel. Om valget er indskrevet i teksten eller bunder i økonomi ved jeg dog ikke.

Hvad der helt konkret sker, når den røde patrulje går i aktion skal opleves. Den konkret udløsende begivenhed er at Emil en dag sammen med sin lille datter ser en hashhandler sparke en anden mand i hovedet. Senere spiller en blotter og en gruppe unge andengenerationsindvandrere er rolle. De tre mænds supermandsprojekt er humoristisk skåret, men der bliver kogt lidt vel meget enslignende suppe på det bagvedliggende følsomme og kiksede i Emil, Gustav og Peter. Jeg savner også lidt flere alvorskalorier i komedien. Ligesom spillerne især i starten til premieren havde lidt svært ved at finde en passende pausering og rytmik i deres replikarbejde.

Lovens vogtere, Dramatiker: Lars Husum. Iscenesættelse: Morten Lundgaard. Scenografi: Siggi Oli Palmason. Medvirkende: Anders Brink Madsen, Frederik, Meldal Nørgaard, Henrik Vestergaard og Kathrine Høj Andersen. Von Baden leverer i samarbejde med Archauz. Premiere Archauz den 26.4.11 kl.20. Spilleperiode: 26.4.-11.5, kl. 20.

Læs også: "Vi er ikke klædt ud som røde pølser"

Læs også: Anmeldelse: Pandoras gave