Af Kirsten Dahl 

Per Brink Abrahamsen er ikke manden, der går i stå. Han har gennem årene sørget for at afprøve nyt på det lille papirdukketeater, som han driver på øverste etage på Svalegangen. Hatten af for det. Denne gang har han med »Mig og Monika« været ekstra vovet. På mange måder.

Modsat de mange tidligere forestillinger, som alle er gået for sig inde i det lille kukkasseteater, hvor små papdukker bliver skudt frem og tilbage i filigrandetaljerede dybdeperspektiv kulisser, har han denne gang kastet sig ud i også at være dukkefører. For dukken Monika, som for 25 år siden var hovedpersonen i den første sæson på Svalegangens Dukketeater. Monika genopstår og kræver, at direktøren giver hende et liv.

Det er friskt gjort af Abrahamsen at kaste sig ud i at føre en hånddukke, når han ikke har gjort det før. Mariann Aagaard har kreeret en nok 1,3 meter høj dukke. Med langt krøllet hår, store øjne og kropsnært tøj på en slank krop svarer hun meget godt til det billede, replikkerne giver af hende som en ung attraktiv kvinde med ’gang i den’. Abrahamsen er heller ikke ueffen til at føre dukken, selv om hans dukkeføring dog samtidig eksemplificerer, hvor vanskelig en kunst, det er, at give en hånddukke troværdigt liv. En lille forskydning i dukkens bevægelser, en mund, der åbner lidt for tidligt eller lidt for sent i forhold til replikken, og dukkens liv blegner eller nægter at opstå.

Illusionsbrud

Selve dukketeaterstykket, som Katrine Troensegaard har skrevet, er også mere snedigt skruet sammen end teatrets mange forrige. Der er en rammehistorie, hvor hånddukken Monika og Abrahamsen anno 2012 in natura er i centrum. Her indenfor udfolder der sig et papirdukketeaterspil, hvor Abrahamsens og Monika i miniature rejser ind i forskellige verdener udformet sirligt i pap. Og på den rejse bryder de illusionen og begynder at kalde på og samtaler med Abrahamsen, der befinder sig bagved for at styre figurerne og teatret. Illusionsbruddene har en fin effekt. Stykket spiller også flere gange på det, at forestillingens figurer blot er lavet i stift pap, hvorfor de for eksempel ikke kan bukke for publikum, kan gå i opløsning, hvis de græder o.s.v.

Nuvel, men hvordan går det så med Monikas projekt? Det skal selvfølgelig ikke røbes.

»Mig og Monika«, Af Katrine Troensegaard. Dukkemager: Mariann Aagaard. Kostume: Bodil Buonaventsen. Figurer: Frits Møller. Iscenesættelse: Per Brink Abrahamsen med tak til Bjarne Sandborg. Stemmer: Hans Rønne, Filippa Suenson, Daniel Bevensee og Per Smedegaard. Spiller 4.-6. september, alle dage kl.19.30.