Sol og ingen syge. Mild luft og veloplagte folk både på scenen og publikumssæderne. Næææh, den går vist ikke blot at tale om vejr og helbred.

Blomsterpigen Eliza Doolittle har sine grunde til at overtræde professor Henry Higgins påbud om kun at komme ind på disse to emner, da hun efter mange ugers streng sprogkursus hos denne Higgins bliver taget med til det bedre borgerskabs hestevæddeløb. Og jeg har naturligt mine grunde til at fortsætte her! Elizas dannelsesrejse er i Vilhelmsborg Festspils version 2011 blevet et seværdig friluftsspil.

Det 20. i rækken og et festligt et af slagsen. Anders Baggesen er instruktør for 8. og i denne omgang sidste gang. Herudover er to nye professionelle kræfter kommet til: Scenograf og kostumier Else Marie Alvad og koreograf Mirja Kennedy. Sammen med kapelmester Thomas Christiansen og lys- og lyddesigner Karsen Dalsgaard udgør de det professionelle team.

Alle er de tydeligvis med til at sikre at festspillet befinder sig i den øverste ende af amatørteaterskalaen. Med fint varierede optrin, vågne scenearrangementer og rober og beklædning af passende slags til top og bund i rollegalleriets sociale klasser flyver musicalen over scenen i tre timer.

Spillerne – der jo ikke er uddannede skuespillere – gør det godt. I hovedrolleteamet kan man fx fornøje sig med at lytte til Robert Gellins klare artikulation og resolutte kropssprog som den stivnakkede Higgins. Finde behag i at opleve Torben Greffels, Suna Frederiksens og Tina Præsts ligefremme spil som henholdsvis Elizas far, Higgins mor og Higins tjenestepige. Og glæde sig over Bente Christensen energiske og solide spil som Eliza. Og hvad hele ensemblet angår er det skønt at alle spiller så engageret og har så flot styr på arrangementet.

At forestillingen bygger på den version som for nylig blev opført på Det Kongelig Teater tjener også spillet. Fordi stykket derigennem har en nutidsfriskhed over sig og fordi sangteksterne er danske.

Første akt står i den strenge sprogoplærings tegn med alt hvad hermed følger af først fadæser for og siden glamourøs opmærksomhed til rendestenspigen, der 'rejser sig' og iklæder sig en fin dames sprog, rober og frisurer (de to sidste ting for øvrigt meget lig med den kjole og opsatte hår Audrey Hepburn havde i den Oscarbelønnede film fra 1964).

Her er vi til festlige optrin blandt 'rendestenens' folk på gaden, heriblandt Eliza, der med sangen "alt jeg går og drømmer om" drømmer sig op ad den sociale rangstige. Til væddeløb med hestehoveddans. I Higgins gemakker til sprogterperi. Og på trappen udenfor herskabsboligen, hvor en forlibt Freddy synger "På den vej hvor du bor".

I anden akt drejer fokus over på det, at såvel Higgins som Eliza er blevet ganske meget klogere på hvem de selv er, og hvilke behov de har. Her kyler Eliza hidsigt af sted med Higgins tøfler. Her går tabet af Eliza op for Higgins, der pludselig bliver mere en Henry end en professor. Og her møder Eliza – i en meget visuelt og indholdsmæssig godt fungerende scene – i et déjàvue de personer, hun var i de forskellige faser af livet.

Og sådan klinger den kendte musical ud mens sommermørket sænker sig over Vilhelmsborg.

"My Fair Lady". Musik: Frederick Loewe. Sangtekster og dialog: Alan Jay Lerner. EGeorge Bernard Shaws skuespil og Gabriel Pascals film Pygmalion. Instruktion: Anders Baggesen. Scenografi og kostumer: Else Marie Alvad. Koreograf: Mirja Kennedy. Kapelmester: Thomas Christiansen. Lys og lyddesign: Karsen Dalsgaard. Medvirkende: Bente Christensen, Robert Gellin, Torben Greffel, Suna Frederiksen, Søren Kjeldgaard Nielsen, Tina Præst, David Bové Christensen m.fl. Premiere 27.7. kl. 20. Spiller til og med 13.8.

Læs også: Lady'en er premiereklar på Vilhelmsborg

Læs også: Vilhelmsborg byder sommeren velkommen

Læs også: Se video fra årets festspil her