Af Kirsten Dahl, red@stiften.dk

Noget af det fascinerende ved teater er at mærke, når vi trækker vejret sammen. Når en hel sal af publikummer og skuespillerne på scenen er det samme sted samtidig. Når man er sammen om at opleve noget, som vi mærker er vigtigt for det liv, vi lever. Spørgsmål, problemer, hemmeligheder, forståelser og misforståelser. Sammenhold eller manglen på samme. Alle de ingredienser har »Other Desert Cities«. Og Thomas Bendixen har iscenesat et stjernehold af spillere, som i den grad er i stand til at løfte stykket, så vi får en intens oplevelse af ensemblespil på et meget højt professionelt niveau. Herligt, betagende og berørende – på sin egen intenst nervedirrende måde.

Stykket er skrevet af den amerikanske dramatiker Jon Robin Baitz, og det foregår i USA, nærmere betegnet i en dagligstue i en øde ørkenbys ærkerepublikanervelhaverhjem på Californiens vestkyst. Som ramme for Birgitte Mellentins strømlinede minimalistiske dagligstue med centralstillet pejs og vinduespanorama afspilles indledningsvis og som overgang mellem stykkets to akter Signe Krogs videodesignede billeder, som stedfæster stykket til USA. Landet, hvor indianere plaffes ned af cowboys. De store præsidenters land. Og landet, som besætter andre lande med luftvåben og tanks, for som det ironisk siges et sted: »Vi er amerikanere, vi bliver så varme om hjertet af krig«.

I stykket sammenspindes det private tæt og betydningsbærende med personernes politiske orienteringer og med politiske begivenheder som f.eks. 11.september og Vietnam-krigen. Samtidig glemmer vi meget hurtigt både destinationen og nationaliteten, fordi dette drama og opsætningen i særdeleshed betoner det nære familiære drama.

Et drama, hvor julehyggen krakelerer hen over det døgn, hvor den New York bosiddende forfatterdatter Brooke kommer hjem med et forlagsoptaget manuskript i tasken. En bog om storebrorens selvmord. Eller rettere en erindringsroman, som skildrer begivenhederne set ud fra hendes vue. Et vue, som bestemt ikke deles af de øvrige. Og snart ruller den familiære konflikt-lavine. Den (overfladisk) muntre snak i starten forvandles til hvæssede knive, bøjede nakker, råb, mundlamhed - og fortællinger til hinanden om ting, som de intet vidste om før nu.

Skeletter i skabet

»Det er sådan, vi har levet…,« er stykkets udgangsreplik. Brooke bliver en hel del klogere på sine forældres liv. Det liv, hun er flygtet fra, fordi hun fandt det politisk frastødende og dræbende forudsigeligt.

»Other Desert Cities« afdækker på klassisk dramatisk vis en barsk virkelighedsgenkendelig historie om vores forhold til svaghed, om alt det fejlagtige, vi tror om og tillægger hinanden, og om alt det, hver enkelt fra sin position har at kæmpe med. Alle pimper og alle ryger i smug og stjæler smøger fra hinanden. Men skeletterne er større end det….

Baitzs har skrevet et stykke, man har lyst til at genhøre. Et stykke, hvor replikkerne kalejdoskopisk forvandler sig og får nye betydninger og lag i takt med, at vi får mere at vide om personerne - stærkt. Et stykke med eksistentielle og etiske tankestimulerende replikker som: »En familie er altid terroriseret af det svageste led«, »Du går på meget tynd is, når du involverer de levende«, »Du lægger mærke til det, du vil - og ignorerer resten«, »Vi lever med hinandens forskellige sandhed«, »De fleste vil gerne leve, jeg behøver at finde grunde« og »Det eneste, som vil have nogen betydning er, hvordan I har elsket«. Den sidste replik indfanger det tema, som stykket tværs gennem alle slagsmål handler om: kærlighed.

Ensemblespil af karat

Rollerne bliver til mennesker, vi kommer til at holde af. Fordi stykket er velskrevet og sikkert instrueret. Og fordi skuespillerne giver så fornemt meget til spillet.

Ghita Nørby mestrer morens register. Med hver en nervefiber præcist intoneret gør hun Polly til en spillevende person. Modbydelig, farlig, perfid, ynkelig og elskelig. Waage Sandø forstår at krystallisere rollen som faren, så vi langsomt forstår mere af hans opførsel. Inge Sofie Skovbo sætter kontrolleret kolorit på ’festen’ som morens alkoholiserede søster. Jesper Dupont imponerer som Brookes lillebror, der producerer populære tv-shows, med et flot spilregister af nuancer. Og Marie Louise Wille gør med sit tindrende ekvilibristiske spil den venstreorienterede og depressionsramte Brooke til en stærk teateroplevelse.

Polly raser et sted over, hvorfor det altid er de forkælede børn – de børn, som konstant er på stoffer, kommer med socialistisk klynk og er bedrevidende – som har lov til at trække frikort. Hvad der konkret ligger af drama gemt i den replik, får alle, som har sikret sig billet, vished om i dette drama om den moderne families komplekse kemi. Glæd Jer!

Dramatiker: Jon Robin Baitz. Oversættelse: Niels Brunse. Iscenesættelse: Thomas Bendixen. Medvirkende: Ghita Nørby, Waage Sandø, Inge Sofie Skovbo, Marie Louise Wille og Jesper Dupont. På Aarhus Teater, Scala, Spiller til og med 17. november, mandag-fredag kl. 19.30 og lørdag kl.16.00.