Et soloshow med Danmarks vildeste gummifjæs, Andreas Bo, manden, der kan aflæse og parodiere gud og hvermand og især kolleger og kendisser – det må da blive et brag af en fest. Men nej. Slukøret synker man længere og længere ned i Musikhusets plys i takt med, at Andreas Bo tærsker kedeligt langhalm på alt, hvad der befinder sig syd for bæltestedet. Nok joker han selv med hovedet på skrå, et smørret grin og en skævvreden krop over, hvor umådeligt plat det hele er. Men det får os desværre ikke frem i sæderne. Hvorfor han fletter popsange fremført af sangerinden Anja Akselbo ind i lummerhedskarruselturen undrer også, men pyt. Det gådefulde og problemet er, at Bo ikke byder på mere i det, der er hans første onemanshow, »Plagiat«, når nu han er så eminent til at plagiere. Hvorfor så tyndt et materiale, når nutidsaktuelle begivenheder står i kø for at komme i komikkværnen?

Nuvel, hvad er der mere præcist galt med showet? Jo, for det første er lydniveauet sat så skringrende højt, som skulle alle i den propfyldte sal være stokdøve. For det andet og mere grelt synes showet udformet efter devisen: find på to ting (én til første og én til anden akt), som du inden for rammerne af, at alt skal handle om »fisse, pik og pul«, kan stikke alle de plagiater, du kan, ind i. Koste hvad det vil.

Ujævnt trav

På det alter spoler Bo i første akt Kasper Christensens »jeg har kneppet Jarls datter i røven«-historie tilbage i tiden for med det at påstå, at vi uanset tidsalder ler af det samme. Men ikke-nikke-nej gør vi ej. For der er godt med punkteringer undervejs i den ujævne kæde af plagiater. År 2000’s parodien på Det Brune Punktum er OK, men også lidt la-la. Ørkenens Sønners »fisse-fisse-fest« ligeså. Når Bo så gør stop i 1980’erne ved Finn og Jakob stiger den komiske temperatur, fordi han rammer Nørbygaard så godt på kornet. Og endnu bedre bliver det, når han i 1970’erne elegant og præcist zapper mellem Linie 3’s Kristensen, Bircow og Eje. Så klukler vi. En kort stund. 60’ernes Dirch Passer parodi og især 50’ernes Osvald Helmuth får os nemlig til at lunkne igen, fordi P.H.s ølhundes glam ikke lader sig ombytte med Jarlens glam.

Anden akt står i filmens tegn. Bo sidder i sauna med Peter Aalbæk Jensen, som caster Bo til samtlige roller i en James Bond-film. På den konto køres Ole Thestrup, Ulf Pilgaard, Jørgen Leth, Johannes Møllehave og Ole Henriksen på banen. Smart nok, men også noget slattent, fordi vi stadig kredser om ’underetagen’. Indimellem de to ’hovedbegivenheder’ indstikkes en popsang, en mimisk demonstration af, hvad plastikkirurgi kan udrette på Bos krop, en lektion i koderne for dating via sms, tyrkiske »tissekonekildrende« rengøringskonetrin, ’fissefyldt’ pigekorsang, ballonpigeblowjob og plagiatsex på et lagen i Randers. Sammenlignet med tidens close up billeder på skærm eller den live-optræden på små undergrundscener, som Bo bedrev i sine unge dage i The Loyal Shakespeare Companys regi, er det klart, at gebærderne skal være større i en kæmpesal som Musikhusets. Men det ændrer ikke ved, at showet paradoksalt nok er bedst, når Bo forlader det direkte sexfikserede. Som når han stedfortrædende lader Anden, Øgendahl, Gintberg og Klan give hans skilsmisseproklamerende ’jeg har bollet med din kammerat’-kone en røffel. Eller især i finalen, hvor hans Villy Søvndal får hele tre sprog galt i halsen.

Soloshow med Andreas Bo. Musikhuset Aarhus 1. november. Spiller også her 2. november og 27. april 2013 kl. 20.