Trubaduren er en spansk adelsfigur fra 1500-tallet, som gennem det romantiske skuespil El trovador fra 1836 ender som Il trovatore hos Verdi i 1853. I Den Jyske Operas nyopsætning er handlingen ført op til en slags mellemkrigstid i 1900-tallet, til noget der ligner en blanding af spansk borgerkrig og Indiana Jones. Teksten og musikken er uændret, miljøet fuldstændig forandret, og det giver naturligvis problemer: Hvad synger de om, for eksempel de sigøjnere i kor, der har været med til at gøre operaen så berømt og folkeligt afholdt?

Sigøjnerne er ude – eller rettere: Lukket inde. Lukket inde på en galeanstalt, hvor de kredser om sigøjnersken Azucena, der vanvittig sidder med en dukke og fingererer med en hårlok. Hendes søn, Trubaduren, kommer så på besøg, har blomster med, og får til gengæld næsten hele vanvidshistorien om barn, bål og brand – og om hævn.

Med denne radikale omtolkning af første billede i operaens anden akt ændres også resten af oplevelsen, bagud og fremad, for hvad er instruktøren ude på? Kærlighed og kamp til døden? Jo. Kærlighed og kamp til vanviddet? Jo. Vanvid i det hele taget? Måske.

Som operagænger må man selv dømme, men det forekommer mig, at turen gennem dårekisten giver hele forestillingens forløb nogle store problemer – uanset den frappante virkning.

Scenografisk domineres forestillingen af en skråtstillet, liggende drejescene-lignende cirkel, som på bagscenen indrammes lodret af en halvcirkel-kulisse, der undervejs skifter farve og belysning til skitsering af stemnings- og lokalitetsskift. Der er ikke mange rekvisitter, men ud over en række stiger er det mest iøjnefaldende et antal zinkspande (!), der både illuderer varmebækkener, slagtøj for de gale og forhørsprojektører, da Azucena er sluppet ud fra den lukkende og fanges af diktator Lunas folk – frihedskæmper-trubaduren sat skakmat!

Musikalsk er forestillingen bestemt vellykket. Giordano Bellincampi er en meget kompetent Verdi-dirigent, og ved premiereforstillingen leverede han og Sønderjyllands Symfoniorkester et spil, der overbevisende rakte fra det følsomt sårbare til det næsten brutalt bragende. Koncertsalen Alsion er ganske kontant i sin akustik, men musikken tålte fint den klarhed, som også er stedets kvalitet.

Premiereholdets sangere portrætterede deres figurer fortrinligt. Lina Valantiejute og Yvonne Howard var begge sangligt meget overbevisende som henholdsvis Leonora og sigøjnersken Azucena – ja, alene de to sangeres præstationer gør forestillingen meget høreværdig. På herresiden var Robert Hyman, trods nogle tempomæssige problemer undervejs, magtfuldt syngende som grev Luna, og Dominic Natoli har jo stemmen til partiet som trubaduren Manrico: Klangen og smeldet fejler ikke noget hos denne Verdi-tenor – scenisk er hans spil og fremtoning mindre troværdig. I de mindre roller leverede Birgitte Mosegaard Pedersen et fint afstemt portræt af Ines, Leonoras bekymrede fortrolige, og Stephen Richardson et mere kontant af slagsen som Ferrando, grev Lunas militære førstemand.

Den Jyske Operas Kor har al den kunnen og power, der skal til for at række fra nonneklang til sigøjner- og soldaterbrøl – meget velsyngende og scenisk loyale over for en koreografi, som undervejs var mere forvirrende end befordrende.

Musikken er af Verdi. Vigtigt!

Trubaduren, Premiere torsdag aften i Koncertsalen Alsion i Sønderborg. Forestillingen spilles i Aarhus 11.-19. november i Musikhuset. Billetter kan købes her

Læs også: Anmeldelse: Kvinde Kend din Krop

Læs også: Anmeldelse: Oplev hyldestshow til Pink Floyd