Præciser din søgning i menuen
Føj til favoritter Del Send
Scene | 04/02/12

Barokmaleri omsat til bevægelse

Tidspunkt

Aarhus Teater

Teatergaden 1
8000 Århus C

Åbningstider

Der er normalt forestilling mandag-fredag kl. 19.00 samt lørdag kl. 16. (familieforestillinger er kl. 17 på hverdage)

Billetservice på 7021 3021

Kontakt

89332300
 
  • Skynd dig - 'Name of the next song' spiller kun til 10. februar. Foto: Aarhus TeaterSkynd dig - 'Name of the next song' spiller kun til 10. februar. Foto: Aarhus Teater
Nu er der verdenspremiere på 'Name of the next song', der er skabt af den prisbelønnede svenske koreograf Örjan Andersson.

Aarhus Teater betræder med danseforestillingen 'Name of the next song', som får verdenspremiere på tirsdag, helt nye græsgange.

For første gang er teatret på Bispetorv co-producent på en danseforestilling. Og står det til teaterchef Stefan Larsson, vil teatret fremover satse på at kunne præsentere dans i hver eneste sæson.

"Det er helt i tråd med den internationale linje, som teatret gennem de seneste år har lagt. Når forestillingen drager videre på turné i Sverige og England, bliver teatret samtidig brandet i udlandet," forklarede stedfortrædende teaterchef Trine Holm Thomsen, på et pressemøde fredag.

Stefan Larsson har i øjeblikket orlov fra teatret for at sætte landsmanden og lærermesteren Ingmar Bergmans 'Fanny og Alexander' op på den svenske nationalscene, Dramaten i Stockholm. En forestilling som fik en noget blandet modtagelse af de danske teateranmeldere, da den i forrige sæson blev opført i Aarhus.

En af Europas bedste

'Name of the next song' er skabt af den i hjemlandet prisbelønnede svenske koreograf Örjan Andersson, der har hentet inspiration til sin én time lange forestilling hos den franske barokmaler Georges de La Tour (1593-1652).

"De La Tour hentede sine motiver i hverdagen og arbejdede med meget rene, geometriske former. Dem har jeg forsøgt at overføre til dansernes bevægelsesmønstre," forklarer Örjan Andersson, der med sit til lejligheden sammensatte kompagni aldrig tidligere har optrådt i Danmark.

"Det er faktisk mærkeligt. For jeg har gæstespillet i stort set alle lande omkring Danmark. Men jeg vælger at tro, at det beror på en tilfældighed," smiler han.

Andersson Dance har siden starten i 1996 været hjemmehørende i Stockholm, og her har Örjan Andersson tidligere arbejdet sammen med Stefan Larsson på Dramaten.

Teaterchefen betragter Andersson som en af Europas ypperste koreografer.

"Hans måde at sanse og opfatte musikalitet og konstruktion på er enestående. Örjan er ikke en smart, ekskluderende koreograf, han er åben og sensuel, og hans dans er ren," lyder skudsmålet fra Stefan Larsson.

Et åndehul

Den 47-årige svenske koreograf finder det utroligt spændende og stimulerende at få lov til at rykke ind på Aarhus Teater med sit hold på fire dansere fra Israel, USA og Spanien.

"Jeg har altid undret mig over, at dans og teater ikke kunne dele scene. Men forhåbentlig kan det her samarbejde blive en start," kvitterer Örjan Andersson.

Musikken til forestillingen, som kun opføres fire gange i Aarhus, er skabt af den i London bosiddende svenske komponist BJNilsen og kostumerne er kreeret af ligeledes svenske Nina Sandström, som også klædte skuespillerne på til teatrets opsætninger af 'Fanny og Alexander' og 'Hamlet'.

Örjan Andersson betegner selv 'Name of the next song', der som hans tidligere forestillinger udforsker menneskers bevægelse i tid og rum, som et poetisk pusterum. Et åndehul i en ellers fortravlet hverdag. Örjan Andersson giver selv publikum en introduktion forud for hver forestilling.

Efter sidste forestilling i Aarhus på fredag drager Andersson og Co. videre på turné rundt omkring i Sverige med en enkelt afstikker til Newcastle i England undervejs.

'Name of the next song', Aarhus Teater, Verdenspremiere 7. februar, spiller til og med 10. februar. Medvirkende dansere: Jenna Fakhoury (USA), Shi Pratt (Israel/NOrge), Asher Lev (Israel) og Nuria Guiu Sagarra (Spanien)

Følg aOa.dk på Facebook

Javascript is required to view this map.
Kort