I disse dage spiller skuespillerskolens fjerde årgang deres afgangsforestilling. Det foregår på Gran Teater i Klostergade, og det er som bekendt her, man kan komme og opleve de syv snarligt uddannede skuespilleres kunnen og væren. Det er her, de virkelig har mulighed for vise sig frem for kommende arbejdsgivere og for publikum.

Forestillingen ”De Kommer Gående” er en mosaik af lyd og billeder i en ramme skabt ud fra Peer Hultbergs roman Requiem. Det er på mange måder en svær forestilling. Den larmer, den er fragmenteret, og den trang, man som publikum kan have for at finde sammenhæng i billederne, bliver gjort til skamme. Faktisk vil jeg sige, at man skal lægge den lyst fra sig så hurtigt som muligt, og i stedet nyde netop billederne og stemningerne.

Det har taget mig nogle dage at finde ud af, hvad jeg egentlig syntes om forestillingen. Den bærer præg af at være mere et instruktørprojekt end et publikumsvenligt projekt. Jeg ville personligt som instruktør elske at gå amok i sære billeder og eksperimentere med det musikalske og fysiske i billeder uden at tage hensyn til at skulle stå til ansvar for publikum og anmeldere. Det er der noget befriende i - at afprøve alle ideer, og at give los - men faktum er, at den spiller for et publikum, og dermed er ”De kommer Gående” en forestilling, der virkelig har delt vandene.

Det er en af den slags forestillinger, som skal have tid til at bundfælde sig, og for mig var det først anden gang jeg så den, jeg for alvor satte pris på den. For det var anden gang, jeg fandt overskuddet til at fordybe mig i detaljer, i små finurlige billeder og ikke mindst i spillernes præstationer. De har mulighed for at vise deres musikalitet og timingsfornemmelse. De viser meget af, hvad de kan fysisk, og der er også plads til en smule karakterarbejde midt iblandt alle stemningsbillederne.

Jeg har naturligvis mine favoritter på holdet, men jeg oplevede ved denne forestilling, at en spiller, jeg ikke før har lagt voldsomt mærke til, brillerede og imponerede mig rigtig meget. Niclas Vessel Kølpin har en sær kombination af fysisk overlegenhed og en sart skrøbelighed, som gør ham sindssygt interessant at se på, og er det ikke netop det, en afgangsforestilling skal? Åbne vores øjne for talenter, vi ellers ikke havde set?

Man kan savne noget dialog, ja. Og man kan savne historie, et forum hvor spillerne virkelig kan dykke ned i forskellige karakterer og folde deres psykologiske underspil ud, men hvorfor egentlig? Hvorfor er det, at vi har det behov som publikum?

Egentlig synes jeg, det er modigt at lave en forestilling, der er så radikalt anderledes, hvad man kunne forvente af skuespillerskolen, for helt ærligt: nogle gange er de en smule forudsigelige. Og så en enkelt gang, som for eksempel nu, så bryder de nogle rammer og træder ud af deres og tilskuerens 'komfort-zone', og giver os noget, vi ikke troede, de ville, og det er fedt!

Skuespillerskolen har allerede spillet på de psykologiske strenge i deres præsentationsforestilling ”Solens Børn”, så at se dem gå lidt amok er sgu en rar forandring, hvad enten vi på tilskuerrækkerne kan følge med eller ej.

Så her til slut kan man jo så spørge: Anbefaler jeg ”De Kommer Gående”? Ja – men med det forbehold, at man tillader sig selv at nyde billederne og stemningerne, og kan man ikke det første gang, så synes jeg faktisk, man bør se den igen!

Læs anmeldelsen af "De Kommer Gående" her.

Læs også: Makværk på Refleksion