Af Kirsten Dahl

Teater Refleksions nye forestilling »Skabelse« er suveræn, hvis du vil mærke ro, rummelighed og få barnet i dig selv til at leve. Og det gælder uanset om du er barn eller voksen.

Foran mig sad en far med sin søn, til venstre for mig en far med sin datter og til højre to ældre damer. Og vi nød alle forestillingen. Hver især og sammen. Man kunne mærke det. I den atmosfære af koncentration og åndløs begejstring som opstod i rummet. Vi blev suget ind i noget fortryllende. I det teatret kalder en live-videoanimation.Hvad er så det, i dette tilfælde? Det er en forestilling, hvor to dukkeførere i scenens ene side spiller sammen med en musiker i scenens anden side, og med små videokameraer, som projekterer billeder af spillet op på et lærred, som hænger i midten

Sand pap –magi

Det er jo i sig selv ’ingenting’. Magien opstår i de mange valg teatret har foretaget.

Det skaber koncentration, at der ingen ord siges i forestillingen. Og spillet bliver jordnært af at foregå i sand.

Sand siler i begyndelsen ned på det lille spilareal, som Mariann Aagaard og Bjarne Kalhøj befolker med træer, dyr og to små mennesker – en dreng i en blå bluse med ansigt som Kalhøj, og en pige i en rød kjole med ansigt som Aagaard.

Alle figurerne er lavet i pap og får liv (bliver animeret) via den måde hvorpå de to dukkeførere bevæger dem. Og selvom de har utroligt travlt med at styre alle objekterne formår de at fastholde fokus, ro og liv omkring spillet. Godt gået!

Alle de mange forskellige lyde, som Henrik Andersen laver med sin stemme og på alskens instrumenter i scenens anden side, smyger sig sammen med animationsspillet og udvider oplevelsen. Et uundværligt krydderi. Det samme er Morten Ladefogeds lysdesign, som sørger for stemningsfulde skift i belysningen. En vekslen mellem mørke og lys, der – ligesom objekternes bevægelser og lydsiden – går helt ind i musklerne på én. Fascinerende.

Gemmeleg og sanddans

Det vil jo være tarveligt at røbe hele det liv, som opstår på den lille sandscene. Så her blot nogle stikord som appetitvækker: Gemmeleg og sanddans. En dreng som storker af sted og en pige som flirter drilsk. En savanne af afrikansk dyreliv inklusiv en ’vildkat’ i elegante spring bliver tilsat en hurtig høne og en sulten kongeørn. Træer med flotte kroner og smukke slanke birkestammer. En by af højhuse bliver enerådigt bygget og alligevel forstyrret af et lille hus. Drengen og pigen får selskab af andre mennesker - hvem mon? Behøver træer vende kronen opad? Siger birkestammer det samme, når de trækkes op af sandet? Afhænger det af hvem, der trækker dem op? Er det muligt at svæve vandret? Og kan alting vende og hænge helt anderledes sammen end vi tror?

»Skabelse«

Teater Refleksion