Af Birgitte Krøyer, bikr@stiften.dk
Det er tilladt at gå lidt amok over sko. Ikke mindst hvis man er kvinde og nævnte beklædningsgenstand ovenikøbet er billig, så kan man virkelig godt tillade sig at slå sig løs.
Det er, hvad kunderne gør hos Skofeber, som åbnede 30. august i Frederiksgade 25, i butikken Fotocares gamle lokale.
Butiksindretningen er til at overskue: på gulv, hylder og borde står stabler af skotøjsæsker fyldt med sko og støvler. Også priserne er til at forstå: grønne prisskilte betyder 100 kr. og røde prisskilte 200 kr.
»Det er et koncept, som mange synes om,« griner Christopher Larsen, medejer og regionschef hos Skofeber.
Åbningen af den nye århusianske butik var forrygende, fortæller butiksindehaveren.
»Folk var fuldstændig vilde den dag, vi åbnede, skoene blev revet ned af hylderne,« husker han.
Sammen med tre andre har han åbnet kæden Skofeber og butikken i Aarhus er nummer seks i rækken. Der ligger i forvejen Skofeber butikker i Ålborg, Slagelse, Roskilde og to i København. En er netop åbnet i Esbjerg og nummer otte er på vej i Randers.
»Vi er to jyder og to sjællændere om Skofeber - to fædre og to sønner. Ideen til konceptet fik vi da vi skulle på ferie og satte alle varer ned til 100 og 200 kr. i en butik vi havde på Sjælland. Det gik rigtigt stærkt. Så begyndte vi at køre med det koncept hele tiden,« fortæller Christopher Larsen.
Skofeber har et bredt udvalg af støvler, stilletter, ballerinaer, gummistøvler, sko med kinahæle og flade sko i massevis.
»Vi har et meget bredt udvalg og så tør vi godt have en masse forskellige farver,« fortæller Christopher Larsen.
Men til den pris - holder skotøjet så?
»Kvaliteten er fin - ud af 10.000 solgte sko går måske 10 i stykker og det er ikke noget problem, hvis de gør. Man kommer bare ind med sin bon og får et par nye sko. Og dyre sko går altså også i stykker,« siger Christopher Larsen.
Beliggenheden forneden i Frederiksgade er butiksindehaveren godt tilfreds med. Det lange lokale har facade ud mod både Frederiksgade og busgaden og ikke mindst det sidste har vist sig at være en fordel.
»Vi er godt tilfredse med det hernede. Vi var lidt skeptiske i starten omkring beliggenheden, men det har vist sig at være en fordel med busstoppestederne lige udenfor døren.«
Men der er også allerede lagt planer for Skofebers fremtid i Aarhus.
»Nu ser vi lige, hvordan det går. Men vi regner med, at der er grundlag for to butikker i en by på Aarhus’ størrelse. Og den næste Skofeber vil vi gerne åbne på Strøget,« siger Christopher Larsen.