Af Henrik Broch-Lips
 

Skulle man have glemt, at livet er en evig kamp efter kærlighed, og at vi alle rådner op til sidst, kan et aktuelt besøg på Aros blive noget af et wake-up call. Årets festuge udstilling er nemlig en præsentation af Tony Matellis originale favntag med kunsthistorien og den uundgåelige forgængelighed.

Hans forførende, modsætningsfyldte vanitas-motiver er dels livagtige skulpturer med fordærvet klamt kød, silende blod samt masser af mider og dels dybt personlige selvportrætter, der er gennemsyret af en knugende angst for ensomhed, kræftlignende sygsomme og mangel på kærlighed.

Gennemboret af knive

Udstillingen »A Human Echo« præsenterer værker fra de seneste femten år af Tony Matellis karriere. Og det første man møder »Fucked (Couple)« indgår allerede i museets samling af nutidskunst. Det er en tragikomisk, men realistisk gengivelse af et lemlæstet, halvnøgent kærestepar, der er gennemboret af sakse, knive og spidse haveredskaber, og som tilmed har fået et Steinway-flygel smadret oven i hovedet.

Trods den ekstreme, tegneserieagtige vold, parret er blevet udsat for, holder de stadig i hånd og bevæger sig optimistisk, håbefuldt fremad. En romantisk forestilling om kærlighed og livskraft, der dog ikke er et reelt pejlemærke for resten af udstillingen.

Tværtimod. I de fleste værker er håbet forsvundet, sortsynet har taget over, og der er vendt op og ned på traditionelle forestillinger om »det gode« og »det onde«. I udstillingens ældste tableau »Lost & Sick« fra 1996 står tre spejderdrenge således ude i naturen og brækker sig. Om de er syge, fulde eller bare »fed up« vides ikke, men da den ene dreng ligner et selvportræt, er det måske kunstnerens galde over kunsten og indspiste kunstnermiljøer.

»Old Enemy, New Victim« har to udsultede chimpanser frådende kastet sig over en overfed, stor gorilla. Abefiguren er symbol på mennesket, og værket handler derfor både om ekstremer, modsætninger og om menneskets uskønne kamp for eksistens og simpel overlevelse.

Mangler det sidste

Andre værker som bronzestøbte ukrudtsplanter, byldebefængte individer, støvede spejle og omvendte ønskebrønde er også domineret af Tony Matellis fine evne til at vrangvende vores blikke og skønhedsidealer. Værkerne, som der generelt er for få af i Aarhus, udtrykker således kritisk menneskets eksistentielle vilkår og er udstyret med både befriende humor og grotesk uhygge.

Desværre kan samfundskritikken forstumme, og den nerveflænsende oplevelse udeblive, når Tony Matelli overdriver sin brug af banal ironi i nogle af sine mere barnlige tableauer som »the reverie«, hvor kunstneren i ekstase befinder sig på en øde ø. Det er som om, han lige mangler det sidste mod til at vise os det virkeligt, hudløst reelle, der befinder sig dybt under huden.

All right, Tony Matelli er blot 41 år, så måske man endnu ikke skal sammenligne ham med andre samfundskritiske skulptører som Duane Hanson og Christian Lemmerz. Men jeg tror nu, at man med fordel kunne have ventet lidt med denne særudstilling.

Tony Matelli, ‘A HUMAN ECHO’, Aros Århus Kunstmuseum. Til 30. december.