Præciser din søgning i menuen
Føj til favoritter Del Send
Udstilling | 21/09/12

Edvard Munch gøres klar

Oprettet af Hans Petersen, hap@stiften.dk
  • Foto: Martin Ballund Foto: Martin Ballund
De første værker til Munch-udstillingen er pakket ud og tjekket i alle leder og kanter. Nye detaljer er dukket op. Glæd dig til at se udstillingen fra 6. oktober.

Der er store værdier på spil, når Edvard Munchs malerier udstilles på Aros. De første er netop ankommet, og de bliver tjekket i alle detaljer, før de bliver hængt op.

Stemningen var nærmest andægtig og højtidelig i de mørke rum på Aros’ niveau seks, hvor teknikere, konservatorer og udstillingskurator onsdag havde gang i arbejdet.

I store, godt polstrede trækasser er den første sending på ni billeder kommet hertil fra Rasmus Meyers Samling på Bergens Kunstmuseum.

Det er under ombygning, og derfor har Aros lånt 25 værker derfra.

Kom ikke med

Sikkerheden er så stor, at journalist Ørjan Nielsson fra Bergens Avis ikke måtte følge med i lastbilen. Han laver en reportage om billedernes vej fra hans hjemby i Norge til det århusianske kunstmuseum.

Oliemalerierne er bag glas af hensyn til, at de ikke skal blive beskadiget.

Med en scanner gennemgår to konservatorer hvert eneste billede i detaljer og noterer, hvis der er skader.

Det samme sker, når malerierne skal hjem igen næste år.

Derefter er det en sag med forsikringen, hvis der er noget at pege fingre ad.

Yngve Magnusson er svensk og på fjerde år konservator på museet i Bergen. Han har stor erfaring, idet han tidligere har haft konservatorjob i München, Wien, Seattle og Lima.

Fra Fælleskonserveringen, som har til huse på Aros, deltager Filiz Kovvetli, der er fra Istanbul, uddannet på Kunstakademiet i København og nu arbejder i Aarhus på sjette år.

»Det er helt vildt at få lov at se billederne så tæt på. Vi kan se farvelag og penselstrøg i detaljer,« siger hun og roser sikkerheden på Aros.

»De passer godt på malerierne,« siger hun, der også var med, da Asger Jorn-malerierne skulle undersøges.

Nye detaljer dukket op

Inden malerierne blev sendt af sted fra Norge har de gennemgået en grundig undersøgelse, også fordi de alligevel skulle tages ned i forbindelse med museets ombygning.

Det kastede nyt lys over Jorn.

»Vi fandt detaljer, som vi ikke kendte til,« siger Yngve Magnusson.

Han vil ikke sige hvilke.

Men vi kan afsløre, at der i flere billeder er fundet personer, som er malet over.

For eksempel har kvinden i billedet »Kvinde i tre stadier« haft en anden sort kjole på, og på et af de andre billeder er en person, som ingen tidligere har kendt til.

Ni kasser blev pakket ud onsdag, og flere er på vej fra Munch Museet og Nationalmuseet i Oslo.

Først få dage før udstillingen åbner i oktober, kommer de sidste 50 værker. Det er alle grafik, som for tiden er udstillet i Edinburgh.

»Men alle værkers placering er for længst besluttet, så for at have et indttryk af størrelsesforholdet er der lavet papskiver i de grafiske værkers størrelse,« forklarer Anne Mette Thomsen, der er udstillingskurator og dermed direktør Jens Erik Sørensens højre hånd på det praktiske.

Museets direktør er selv kurator på udstillingen, mens overinspektør Marie Nipper og inspektør Maria Kappel Blegvad også har opgaver.

Tænk ikke for meget

Teknikerne Jørn Andersen og Kurt Petersen tager værkerne ud af kasserne og bærer dem hen, hvor de skal hænges op.

»Vi passer godt på dem, men det nytter ikke at tænke over, hvor dyre de er,« siger Jørn Andersen, der har stor erfaring på området.

Blandt den første sending værker er Melankoli, som er et af Munchs mere kendte værker

Journalist Ørjan Nielsson har særligt øje for værket Jalousi, som han har fulgt på rejsen. Det er skabt i 1895.

»Det har hængt på den samme plads på museet i Bergen i ti år og ikke været taget ned før nu,« siger han, mens konservatorerne gennemlyser billedet og gør notater.

Edvard Munch - Angst / Anxiety, 6. oktober 2012 - 17. februar 2013. www.aros.dk

Følg aOa.dk på Facebook